Chokofanter, fremtidsplaner og MFC 24-7

Imamen har for længst sunget solen ned, maven rumler efter aftensmad og alligevel sidder Rasser og jeg stadig på kontoret og knokler. Rasmus landede for en uge siden med rugbrød, ost, myggespray, chokofanter, nye stiletter, vitaminpiller, parfume, kalendergaver og julepakker.. og ikke mindst ham selv! SKØNT!
Siden da har vi knoklet og produceret både MFCs julekort, kalenderen for 2009, brochureomslag samt pjecen og plakaterne for Climate Change konferencen i januar, så for at være ærlig har Rasmus endnu ikke set andet af Mali end MFCs kontor – hvor han dog har erfaret, at elkedel er en by i Rusland og det at havde en stol ikke altid er selvskrevet i Mali.

Så nu er det tiden at drage af sted og få rødt rejse støv på rygsækken - første del af turen går mod Dakar på onsdag med den 36-timers-lange togrejse ’Bamako-Dakar-Express’, derefter Timbuktu og endelig sejle ned af Niger mod Mopti, Djenne og mange andre spændende steder.
Så oplevelserne ligger bare og venter – glæder mig til at dele dem alle med jer.

Kærlige julehilsner en meget træt Katrine

- PS: Den store beslutning: Jeg bliver i Mali, og giver fransk endnu en chance, hvilket betyder at jeg bliver hos MFC i yderligere 3 mdr, mens fransk og jeg prøver at blive gode venner. Håber beslutningen er den rigtige og ikke kommer til at give mig alt for meget hjemve og stress over sprogvanskelighederne.. Men det skal I nok få tid til at høre mere om på bloggen

Kan man ha’ øjenkontakt med en græshoppe?

Det tror jeg seriøst, jeg havde her til morgen.
CHOK hvor er de dyr dog bare store hernede, tror de er 10 cm MINDST og giver et ordentligt bump, når de lander på en – hvilket (til morskab for alle andre) medfører en temmelig aggressiv stamme dans hos mig, indtil jeg er helt helt sikker på, at dyret ikke længere har sine lange, ulækre ben på mig! Hvis alt levende kan spises, hvorfor søren kan de lokale så ikke æde græshopperne, de vil da ikke blive savnet af nogle.... i hvert fald ikke mig!

En blandet cocktail

Har lavet en masse forskelligt her på det sidste, så I får bare lige lidt stikord til de vigtigste snapshots, så I kan følge nogenlunde med:

Bio-fuel konference
Har sammen med MFC været med til at arrangere
’COMPETE International Bioenergy event in Mali 25-27 Nov’.


Meget kort fortalt gik konferencen ud på at diskutere, hvordan bioenergi kan udvikles bæredygtigt i Afrika, således at dette ikke truer fødevareproduktionen (fuel versus food' debatten) og samtidig forbedre levevilkårene for landbefolkningen. Derudover skulle konferencen sikre videns udveksling mellem EU og Afrika. Mit arbejde bestod sammen med Fabienne og resten af MFC-teamet i at sørge for, at alt det praktiske klappede, og det gik sådant set også rigtig godt.... Bortset fra da vi løb tør for tallerkener, fordi de lokale ’lånte’ dem med hjem, så fine embedsmænd fra EU måtte spise af skålene eller dele tallerkener. Eller som, da vi slap 4 fredsduer løs på sidste dagen, hvor vi skulle indvie Bio-energi-generatoren i Garalo, og duerne knap nok havde fået luft under vingerne, inden landsbyens drenge stolt havde skudt dem ned med slangebøsser og uden den mindste tøven revet hovederne af dem, så blodet sprøjtede og de kvindelige embedsmænd gispede! Yderst komisk BAGEFTER – temmelig pinligt og kaotisk i selve situationen. Har desværre ingen billeder af denne tragisk komiske scene, brugte tiden på at løsne lidt op med small talk om kulturforskelle.










Hirse Høst i Biron
I søndags var jeg på endnu en fieldtrip med Sekou og jeg må indrømme, at hullet i maven vokser i takt med, at min tid hos MFC rinder ud. Hvormed mit ’kapitel 2’ også snart er færdigskrevet og med det, mine fantastiske turer ud i landsbyerne. Men lover mig selv dagligt, at det ikke er farvel, men på gensyn til Afrika!!!
Formålet med turen var, at jeg skulle filme endnu en scene til OVEs (Organisationen for Vedvarende Energi) 3-min-internet film. En del af SUDEP projektet har været at opbygge en fælles fødevarebank, hvor man kan hæve hirse, når ens egen lager slipper op til en meget lav rente, som så betales tilbage ved næste års høst. Denne hirse, som de høster her på billederne, er så resultatet af dette projekts fællesmarker og starten på bankens kapital. Høsten foregik på middelaldermaner, med en kortskaftet økse i den ene hånd, en kniv i den anden og så ellers en lang række af landsbyens mænd. Hyggeligt så det ud med småsnak og fællessang – men bestemt ingen arbejdsstilling danske tillidsmænd ville anbefale og nok heller ikke en arbejdsstilling, som bidrager til en forbedring af den gennemsnitlige levealder på kun 45 år. Turen var endnu en gang vidunderlig med fart på motorcyklen og forfriskende, kølig luft i hovedet, afrikanske, hulede veje og landsbyer med runde banko-lerhytter, smilende og vinkende negerbørn, kvinder som malede majsmel, hentede vand fra brønden eller bar’ store fade på hovedet og børn på ryggen.

















Fremtidsstress
Hvad jeg har brugt allermest tid på siden sidst – ikke mindst mentalt - er at finde ud af hvad der skal ske efter Januar. At kunne vælge er et luksusproblem, det ved jeg, men tro mig, det gør det dog ikke mindre svært. GISP!!
Har haft søvnløse nætter og skrevet utallige for>imod lister. (Er lidt i tvivl om det er en kvinde ting, eller datter-af-Lise-ting??) Nå men valget, som det ser ud nu... og tro mig, vi er snævret betydeligt ind i forhold til, hvad der har været på spild (hvilket kusine Ditte, Storebror Jens, Veninde Solveig og Sarah kan bekræfte) står mellem at rejse hjem til Danamrk og enten tage i praktik hos MS eller Horisont (DRs udenrigsmagasin) eller blive i Mali, hvor jeg så ville fortsætte yderligere 3 mdr hos MFC mens jeg igen knoklede med fransk og derefter et halvt år på ambassaden... Mangler seriøst en fremtids-spådoms-kugle, som de altid bruger i tegnefilm - så gode råd fra alle jer derhjemme modtages med kyshånd. Skal tage min beslutning i denne weekend og må indrømme at jeg ikke føler mig nærmere en afklaring. Måske det bliver som den gang, hvor jeg skulle vælge mellem sproglig og matematisk linje på Gymnasiet pg satte mit kryds, mens jeg løb afsted mod postkassen med brevet i hånden..☺















Med tid kommer råd, er der jo nogle, der mener (..gad så bare godt lige vide hvornår!!!) ... Så nok om det, om lidt kommer Rasmus - helt præcis om 5 døgn og 6 ½ time. Hvorefter vi først skal arbejde i MFC i halvanden uge med at lave informationsmateriale og så ellers på backpacker - tur rundt i landet til steder som Djenné, Mopti, Timbuktu mm..
Glæder mig helt vildt – sikker på at vores kapitel 3 bliver helt fantastisk og uforglemmeligt!
– om kapitel 4, så skal skrives i DK eller Mali finder jeg nok snart ud af.

Ønsker jer alle en rigtig glædelig december og sender masser af varme solskins tanker herfra Katrine

PS: Billedet er fra den dag, hvor Fabienne lavede varm mad til os! En herlig, velsmagende fransk ret og klart den bedste mad, der har været og vil blive serveret i Banankabougou

To keep in mind

Lige en lille tanke til jer alle nu hvor sneen så småt er kommet, og vinduerne er stoppet med glitrende hjerter, skinnende julekugler og mekaniske nisser ude af takt ....
En tanke inden I kaster jer hovedkulds ud i jule-shopperiet blot for at stresse over hvilke uundværlige gaver, I dette år skal sprænge budgettet med.....

Så de her børn i går, som legede med hjemmebyggede drager af skraldeposer, og de grinede så hjerteligt og smittende, at jeg ikke kunne lade vær med at grine med.
Noget der fik mig til at tænke og skrive denne lille bøn til jer derhjemme.

Husk julehyggen – Husk at nyde hinanden
- det er det, det handler om og det jeg vil savne!!
... har sagt det før drop de gaver eller skru i det mindste ned for blusset!!!!

Indvielse af kvindecenter i Garalo og Koumantou

Efter diverse taler fra borgmestre, embedsmænd, foregangskvinder, MFCs egen direktør Ibrahim Togola og en enkelt general var det tid til trommer, sang og noget fantastisk extacy-lignende afrodans og endelig klippede Margit Thomsen, vores daværende ambassadør, det fine hvide silkebånd over.
En, to, tre.. KLIP!
Så hurtig gik det...... Mon hun var klar over at det havde taget os små 3 timer på at finde silkebånd på det store marked i Bamako – for slet ikke at nævne den saks hun brugte var hentet fra nabokommunen, da de tre eneste sakse vi kunne støve op i hele Garalo ikke kunne klippe. Eller at folk havde arbejdet i døgndrift hele ugen på at færdiggøre bygningerne på rekord tid, og at natten inden havde 7-8-årige drenge bygget pavillonen af store, tunge jernpæle, som ville havde givet enhver bodybuilder sved på panden. Eller at kvinderne denne dag igen var gået mange mange kilometer fra de omkringliggende 37 landsbyer med børn på ryggen og diverse kilo på hovedet blot for at bidrage til åbningsceremonien med farveri sang, musik og dans..........
Om hun vidste det eller ej, kan jeg ikke sige – men hun var glad, rørt og fik bestemt erklæret centrene for åbne på rigtig ambassadør-facon.
Og der stod de så, de nye bygninger, hvor maling knap nok var tør, og skulle danne rammen for ’Women’s Cooperative in Garalo and Koumantou Commune’.
En del af MFC projektet Sinsibere og Yere Yiriwa, hvor kvinderne får hjælp til at erstatte indkomsten fra skovfældning med andre indkomstkilder såsom Shea Butter, nødder, honning mm. og centrenes formål er at bistå med ekspertise til at forarbejde og konservere disse produkter, så de kan sælges med større afkast på markederne.

Bestemt skægt at prøve at arrangere sådan en indvielse og vildt at få en indsigt i hvilke tappernakkel og 4-døgns stress sådan et arrangement kræver.

More pics. from Didiéni og landsbyerne omkring

Fantastiske Didiéni

Små irriteret over at ha’ ventet halvanden uge på denne felt tur og at MFC igen inddrog min weekend til arbejde, tog jeg af sted mod Didiéni – men allerede få minutter efter med vind i håret og nye indtryk i næsen var irritationen og Bamakos storby-stres glemt.
Jeg tog af sted med to herlige fyre Sinaly og Sila, med et dårligere engelsk end mit franske – noget som de følgende døgn gav anledning til diverse misforståelser og stor morskab for os alle, når vores cocktail (af mit franske, deres engelske, en skvis Bambara, min ordbog samt et ihærdigt tegn- og kropsprog) fejlede totalt.
Formålet med turen var, at jeg skulle se de ca. 120 hektar Jatropha plantations, der er i området og den dertilhørende energistation, som ligger i landsbyen Tabakoro.














Facts om projektet:
MFC har siden 1999 arbejdet med udbredelsen af Jatropha planten i Mali, da denne plante kan overleve med kun ca. 400 - 600 mm årligt nedbør, hvilket gør den perfekt til Malis tørre og barske klima – der, som I kan se på billederne, gør at mange andre planter bukker under.
Samtidig gror planten hurtigt og kan dermed bruges til at modarbejde ørkenspredningen gennem en bibeholde af vegetationen i området og samtidig modvirke erosion. Desuden kan Jatropha bruges som levende hegn, da dyrene ikke spiser den og har da også været brugt sådan i mange generationer.
Frøene, som består af 47% olie, har kvinderne traditionelt brugt til sæbe og man er først senere blevet opmærksom på, at denne olie kunne bruges til biobrændsel. En yderst vigtig faktor for udviklingslandene, der ikke har de økonomiske midler, som den øgede konkurrence på benzin kræver, og som derfor på sigt ville sakke yderligere bagud, hvis der ikke findes en mere holdbar løsning.
– og til jer, som ikke har fået nok info om denne plante
tjek www.malifolkecenter.org ☺


Det var i sig selv ikke skide spændende at nærstudere den ene grønne plante efter den anden, række efter række og hektar efter hektar i 44 graders bagende varme. Men at sidde bag på Silas motorcykel og give den fuld gas ud over de tørre stepper, mens øjnene bare stirrede sig blindt på det ene smukke sceneri efter det andet og tankerne fik frit løb, var intet mindre end fantastisk!!!!


Men også barsk at se, hvordan jorden, kun 2 uger efter regntiden, stikker sit røde, knastørre, sprækkede ansigt frem alle vegne og hvordan træerne, markerne og græsset, som før stod i sprudlende, grønne nuancer, nu kun er indtørrede gul-brune, visne totter, som venter på at forsvinde helt. Svært at forestille sig at bo og overleve i sådant et klima, hvor man er henstillet til vand fra et vandhul, hvor mængden af vand falder fra dag til dag, og hvor høsten skal brødføde alle sultne munde helt frem til den livgivende regn i Juni.
Barsk at se alle de børn, hvis løbende næser, tynde arme og fodboldlignede maver vidner om en fattigdom, vi på ingen måde kan forestille sig, og som vi med diverse ’nødlidende- kampagner’ er blevet trætte af at se på. Men trods denne enorme fattigdom blev jeg kun mødt at smittende smil, varm latter og nysgerrige blikke – simpelthen utroligt og lige præcis det, der gjorde turen uforglemmelig!!


Aftensmaden var på rigtig afrikansk facon, hvilket vil sige ris med noget smagfuldt, men temmelig ubestemmeligt kød, formet med fingrene og så nærmest kastet ind i munden (ikke så nemt som det lyder, skulle jeg hilse og sige – men sjovt at prøve). Og når man støder på ben, sener og andet uspiseligt, hvilket man gør jævnligt, så spytter man det bare ud på gulvet omkring en. En noget andet madkultur end vores, hvor man ikke engang smasker ved bordet.
Noget jeg også erfarede på den 5-timers- lange bustur hjem, hvor gulvet mildest talt var mere madrester end gulv, og hvor børnene brugte de nu tømte skåle, som potter, og dermed fuldendte sanseindtrykket til det maksimale.



Aftenerne gik med at ’snakke’, hygge, lytte til afrikansk musik afspillet på gamle mobiler, øve glemte salsa trin, drikke traditionel the og endelig beundre den helt ubeskrivelige stjernehimmel, som kun rigtig kan ses i en landsby uden elektricitet.

Endnu en fieldtrip jeg sent vil glemme, og som jeg nu er lykkelig over at bruge min weekend på ☺

- og nå ja tog et billede af denne lille forretning, som for småpenge oplader mobiltelefoner via solenergi – super smart og til stor glæde for landsbyen! Så imponerende, som de maliere klarer sig med det, de har.

Bagsiden af medaljen

Hvor mange af os skænker nogensinde den poliovaccine vi fik som barn en tanke? Ingen! Men efter jeg er kommet til Mali gør jeg det dagligt, hver eneste gang jeg møder endnu en haltende stakkel på krykker eller som kommer trillende på et hjemmebygget skateboard med dåse-hjul. Her er så mange af dem – den ene mere fattig, forhutlet og desperat end den anden.
Men én mand tror jeg aldrig jeg vil glemme. Hans billede sidder printet på min nethinde, og jeg føler mig stadig skyldig over, at jeg blev så befippet, at jeg ikke engang gav ham nogle småpenge til mad. Noget jeg desværre ikke kan gøre om, og som plastre på mit eget sår, kan jeg i stedet fortælle jer om hans skæbne – og hvem ved måske yderligere en dansker vil takke staten for vores poliovaccine eller støtte de udviklingslande, som har brug for hjælp.

Jeg mødte ham for ca. to uger siden på vej til arbejde. Han kom ’gående’ på vejen imod mig, men jeg så ham først, da han var så tæt på, at jeg nærmest var faldet over ham. Han gik langsomt og vaklende på hænderne, men for fattig til at beskytte disse med den hårde og brændende asfalt. Begge hans ben var døde og hang som slatne, deforme selleri, der vidnede om endnu et poliooffer. Ubrugelige og kun en byrde han ville være bedre foruden. Det ene ben var bundet op bag om ryggen rundt om hans hals og det andet ben bar han besværet i munden. Hans øjne var slørede og udtryksløse, håret en sammenfiltret masse med små kviste og andet skidt. Munden et stort sår med tyk og stivnet betændelse – fluerne sværmede og mæskede sig i det eller kravlede ind i hans øjne. Jeg kan ikke sige, hvor gammel han var, men er sikker på, at det hårde liv han levede, har sat sinde tydelige spor – det har det i hvert fald hos mig. Og hans lugt af at være fattigere og mere hjælpeløs end tiggerne hænger stadig i min næse.

En lille episode blandt mange
– skrevet fordi jeg havde brug for det, for at nuancere min blogs solstrålehistorier, da Mali desværre er meget andet end det og ikke mindst for at give jer derhjemme en svag indsigt i fattigdommen hernede. En fattigdom som alt for ofte tager pusten fra mig og som gør mig flov – ikke over vores velstand, men at vi ikke værdsætter den.

Sidst da jeg gik ud med mit skrald, som for mig virkelig ikke var andet end skrald, så jeg hvordan 8-9 børn kaster dig over den, sloges så blodet næsten flød og endelig den lykke vinderne udstrålede, når de løber af med sejren. En sejr som var en slat mugne majs, en konservesdåse og 2 halvgamle indtørrede æbler, som jeg ikke gad spise.

Så tænker man sig lige om en gang til.....

Min hverdag & SUDEP projektet

Min hverdag, er blevet hverdag med daglige rutiner og begyndende vaner, men rart for så går tiden hurtigere og hjemveen fylder lidt mindre. Men nu heller ikke mere hverdag end, at jeg stadig dagligt trækker på smilebåndet over at være her i Mali.

Starter morgnen med en dejligt koldt bad, efter en svedig nat, men heldigvis ikke søvnløs mere, da jeg er blevet bedre til at sove i varmen.
Så en gang malisk ’jogurt’ om morgen, hvis ikke vi lige har haft strømsvigt igen, så den er sur. Så går jeg til arbejde, mens jeg nyder luksusen ved at eje en ipod og efter de daglige grettings, såsom Awni Sokoma, I Kakene, Torosite m.fl. starter jeg arbejde.

Et arbejde, som i de sidste par uger har været at lave et storyboard og filme, hvad der på sigt bliver en 3-minutters-film for OVE (Organisationen for Vedvarende Energi). Super sjovt og lidt bøvlet, da teknik og kunstnerisk opfattelse ikke er helt ens i Mali og Danmark.


Så har jeg skrevet en artikel og SUDEP (Sustainable Deveopment and Environmental Protection) og Sinsibere projekterne, som har til formål at bekæmpe den igangværende ørkenspredning, der er i kommunerne Bougoula, Sanankoroba og Dialakoroba (60 landsbyer og ca. 45.000 indbyggere). Ørkenspredningen er klart Malis største udfordring, hvis den skal kunne brødføde sin fattige og stærkt voksende befolkning på sigt. Konkret arbejder MFCs derfor både med at begrænse den uhensigtsmæssige skovfældning, uddanne lokal befolkningen i bæredygtigt ressourcebrug og endelig opstarte miniprojekter, som kan erstatte indkomsten fra tømmer. Og som I kan se på billedet, er der ikke meget træ tilbage i området, og man fælder derfor det pindebrænde, som er tilbage efter mange års rovdrift.
Artiklen har jeg så sendt til Udvikling (UMs eget blad) og endelig talt med Kåre Petersen fra Information om et muligt samarbejde, da jeg tilfældigvis mødte ham på Byblos (et malisk diskotek) sidste fredag. Men nu må vi se, om jeg har heldet med mig og en eller anden redaktør er skør nok til at trykke noget, jeg har skrevet.
Dette arbejde er produktet af mine første ugers intensive arbejde med OVE og dertilhørende field trips til inkluderede landsbyer, som I kan se på billederne. Det har været super skægt, givende fagligt og ikke mindst en god indsigt i, hvordan intentioner ofte ’clasher’ med virkeligheden i en udviklingskontekst, som den maliske.


Endelig er jeg gået i gang med at lave plakater, brochure samt andet informationsmateriale for MFC, men da Internethastighed og Photoshop er byer i Rusland, og jeg selv ikke ligefrem er en IT-haj, er det ikke super nemt. Takker Rasser for knowhow og tålmodig assistance – du har klart været min livslinje ☺

Aftenerne bruger jeg på at sjippe, som er blevet min nye motionsform, nu hvor poolen er væk og løbeture ikke rigtig fungerer i den her del af byen. Derudover læser jeg bøger, rapporter mm., øve fransk (dog slet ikke så meget som jeg burde, men har besluttet, at det heller ikke skal blive mere surt, end det allerede er) og endelig arbejder jeg også ofte videre på dagens projekter.
Så nok at se til i mit lille hus i Banankabougo.

Håber I alle trives – kram og solskin herfra Katrine

Ramadanen

- Så er det endelig dagen, som alle har ventet længselsfuldt på... Nok lidt hen af vores juleaften.

En måneds faste er over og de muslimske malierne må igen drikke og spise, mens solen er fremme. Helt egoistisk glæder jeg mig nok mest til, at alle folk ikke helt uhæmmet spytter alle tænkelige steder, fordi det er forbudt at synke ens eget spyt under fasten.

Jeg blev inviteret af Mamadou, min fransk ’lærer’, til at fejre dagen med ham og hans familie. En dag som startede med noget af en gang blodudgydelse, da alles indkøbte okser måtte lade livet, så naboer, venner, kollegaer kunne komme og få del i byttet samtidig med de gav familien en bid af deres okse. En værre gang ’kødbytteri’ efter min mening.


Der var simpelthen blod og skind overalt i byen, knap så lækkert i flip flops... og kan vist rolig sige at det ikke var en dag for dyrenes værn. Fint nok at de slå dyrene ihjel, men gør det hurtigt og ordentligt! Flere gange var jeg vidne til, hvordan oksernes hals blev filet over med kniv, der knap nok ville kunne skære en skive brød. Og lyden af dyret, der desperat rasper i sit eget blod, mens kniven går videre til næste ivrige mandfolk, er virkelig ikke rar.

Men nok om det – det var bestemt en herlig, festdag, hvor samtlige Malier var i deres fineste outfit og hele byen summede af glæde og forventning. På billedet ses min roomie Ferbienne (34-årige, fransk cand.comm. og single) og jeg, som begge var dresset i dagens anledning – og jaja ved godt hvad I tænker, hvor er hun dog hvid! Men NEJ, det er jeg altså ikke ved siden af en dansker ☺

POST

Hey allesammen

Her endelig en gyldig adr. til jer som har tid og lyst til at sende et 'rigtigt' brev.
I kan skrive mit navn bag på kuverten, så de kære postmedarbejdere ikke bliver forvirrede og brevet derfor aldrig når frem.
Det tager alt fra 2-6 uger at sende et brev, det kommer sådan lidt an på vind, vejr og afrikansk arbejdskultur :)

Charlotte Kisbye
Rue 39, maison 472
Citè de Niger
BP 9166. Bamako
Mali

Glæder mig til at høre fra jer - Katrine

Første field trip til Garalo

Så er jeg startet mit arbejde i Mali-Folkecenter Nyetaa og I kan smugkigge lidt på denne hjemmeside www.malifolkecenter.org og derigennem danne jer et indtryk af organisationen.

Planen er at jeg skal arbejde med fire forskellige projekter, som hedder OVE (Organisationen for Vedvarende Energi), Yèré Yiriwa, Anititite og Jatropha.
Disse projekter skal jeg arbejde med tre uger afgangen: Første uge til analysere det skrevne, derefter en uges field trip og endelig en uge til at skrive artikler, essays mm. om projektet.
– kunne simpelthen ikke være bedre ☺

Jeg startede i tirsdags, da mandag var en officiel helligdag pga. Independents day, og allerede efter en times arbejde, fik jeg besked på, at jeg skulle med på første field trip til Garalo. Uhhh arhhhh...JUBIII Her skulle jeg se både Yèré Yiriwa projektet samt Jatropha planten med tilhørende olieproduktion. – Kæmpe smil og sikke en tur!!!


Ademar (chauffør), Jack (projektleder på Yèré Yiriwa), Sako (landsbrugs ingeniør) og jeg kørte af sted omkring kl. 13 med myggenet, vanddunke og brød i bilen. De første 150 km sydøst på var ren luksus med EU- sponsoreret asfaltvej - herefter ændrede stilen sig dog radikalt og de næste små 40 km tog adskillige timer og ikke mindst utallige bump...
Billederne forklarer vist alt, og vejen er, til jer der skulle være i tvivl, en hovedvej hvorpå lastbilerne ustandseligt kommer kørende med varer fra kysten.
Denne lastbil sad fast på fjerde døgn!

Men frem kom vi da ....og på vejen fik jeg set Jatropha planten og hørt om denne magiske plantes kunnen. Plantens frø, om man vil, kan efter bearbejdning bruges som biobrændsel og dermed erstatte benzin. SKIDE SMART, men det kan I læse meget mere om på hjemmesiden.

Så blev vi ellers ’indlogeret’ i et lokale hus med høns, geder og køer i gården, og allerede inden vi havde fået stillet taskerne fra os, diskede værtinden op med lækker mad fra gårdspladsens ildsted.
.... og med mad i maven og indtryk på indtryk meldte trætheden sig hurtigt og jeg kravlede til ro under myggenettet. Sov dog ikke mere end et par timer inden uvejret brød løs – med lyn og øredøvende tordenskæl i et væk, for slet ikke at nævne regnen, som ramte mig ned gennem taget!!

Så efter en temmelig søvnløs nat stod jeg op kl. 5, klarede frisag på ’toilettet’ og fik lagt en smule ’opfriskende’ make up, hvorefter kameraet og jeg gik lidt rundt og så på landsbyen.














Kl. 11 (Maliansk tid kl. 14.30) var der møde i Garalos forsamlingshus for ca. 60 landsbyer fra regionerne Fulalaba, Solana, Garalo og Kadiougou. På mødet skulle der vedtages hvilke 15 miniprojekter, landsbyen og især kvinderne ønskede at opstarte med hjælp fra MFC og støttet af dansk bistand. Disse miniprojekter har til formål, at erstatte indkomsten ved slag af brændsel således at de træer, der er tilbage i området ikke bliver fældet. Dette er således med til at modarbejde den igangværende ørkenspredning og samtidig give lokal befolkningen en øget viden om bæredygtig ressourcebrug. Eksempelvis var et af miniprojekterne, at opstarte en mere organiseret samt effektiviseret produktion af ’shea butter’, som kan bruges i make up, cremer mm.

Det var skægt at følge mødet og herligt at se landsbyboernes enorme engagement i projektet og livlige debat om valg af projekter samt problemer og fordele herved.
Tænker hvordan det politiske engagement i Danmark sættes lidt i relief, når man ved, at mange af disse mennesker er kørt over 50 km på slidte knallerter, på veje, som ikke er veje, for at være med til mødet og afgive sin stemme.... Vi andre dropper ofte stemmeboksen, så snart der er 20 minutters gang eller en halv times ventetid.













Som afslutning på mødet skulle jeg holde tale, hvilket jeg ikke lige var blevet informeret om, men fik da sagt en masse lynhurtigt på engelsk efterfulgt af de få grettings, jeg nu har lært på Bambara. Men det var til stor jubel for salen og jeg blev døbt ’Fanta Sidibe’ af Imamen fra Garalo.
Herefter var der besøg hos borgmesteren – skægt at se, at selv en så betydningsfuld mand bor i en lerhytte. Her sludre vi en times tid inden hoppe-bumpe-turen atter gik mod Bamako.

Helt ubeskrivelig oplevelse og ikke mindst dejligt at komme lidt væk fra Bamakos bilos og stressede, kaotiske storby og ud til frisk luft, natur samt fattige, men venlig og gæstfrie mennesker.
– Glæder mig allerede enormt til næste field trip!

Ma maison

Mit nye hjem er vel, hvad man kan kalde for ’afrikansk’
(flot Katrine, noget har du da fanget)

Altså 4 vægge solidt bygget af mursten
- Solidt på den måde, at regnen har slået diverse revner i væggene, og når uvejret er værst småregner det ind.
- Mursten som desværre fungerer som en slags lavasten, der opvarmes af solen hele dagen, så når det endelig er køligere udenfor, er huset på kogepunktet!!!!!
Ved allerede nu at det er det, der bliver det allerværste at leve med

Køkken
- med vand i gården fra en lille små rusten, spruttende hane
- uden køleskab (har dog besluttet at investere i et billigt, brugt et – må ha’ koldt vand – men har ikke lige fundet et endnu!!!!)
- en ovn, som er ubrugelig, da den springer sikringerne
- og endelig er køkkenet sidst malet, da huset blev bygget.

Badeværelse (Skønt vi trods alt har det)
- med bruser, som hjælpeløst rammer alt andet end dig og da slet ikke shampooen i dit hår, som må vaskes ud bagefter i håndvasken
- toilet med træk og slip - må dog desværre indrømme at alle de gange jeg har benyttet det og inderligt håbet det virkede – har det fejlet!! Så assistance fra min nye roomy, vores ’vicevært’ og diverse børster har været nødvendigt. Behøver vel ikke uddybe...

Selvom I helt sikkert tænker hvor forfærdeligt, er jeg faktisk rigtig glad for det og tænker her er hyggeligt på den afrikanske måde – hjælper da også en del at toilettet er nogenlunde fikset, ovnen er foræret væk til nabofamilien og jeg har gjort rent med mere vand og sæbe end det her hus længe har set. For slet ikke at glemme at ’Det rigtige Afrika’ nu er min baghave – se lige det billede ☺



Endelig er der mit værelse, som klart er husets bedste !!!
Ikke meget at sige om det.... I kan jo se billederne 1 før og 3 efter jeg har fikset det og gjort det til mit på den bedst mulige måde. Og var det ikke for den ulidelige varme, kunne jeg sagtens bo her resten af tiden, hvem ved måske det også ender med det...