Så næste morgen efter en bid hjemmebagt brød og medbragt Nescafé - og
damernes comfort tracking bukser ellers var foldet på ordentligvis - hoppede vi alle tre bag på en motorcykel – klar til oplevelser og Dogon!
FEDT FEDT FEDT!Fedt at se hvordan Vipper bare tog udfordringen i stiv arm, og grinende hoppede bagpå, mens hun råbte, det er første gang det her!
Fedt at se – og ikke mindst høre – Mor, der med store fagter og basalt fransk smilende, sludrede hele vejen med hendes chauffør; om hendes familie, om det hun så og allerede havde set i Mali samt alt muligt andet.
Fedt selv igen at sidde bagpå med vinden i hovedet, og blot nyde landskabets og klippeformationernes konstante forandring, mens følelsen af at være så ubeskrivelig heldig skyllede ind over en!
Dagens første stop blev i en lille landsby ’Idjeli do’. Her fik mor prøvet kræfter med de tunge træpæle (der bruges til at male ris, hirse m.m.), hvilket var til stor morskab for alle kvinderne/pigerne, der udfører dette hårde arbejde dagligt. Derfra kørte vi videre til en anden landsby, hvor vi blev budt velkommen af landsbyens overhoved med traditionel, besk øl drukket af en kalabas. Vi lod motorcyklerne stå her, så vi kunne vandre ned af bjergene til landsbyen Nombori, hvor vi skulle overnatte. Sværhedsgraden af hiket var nok i den lavere ende, men den bagende sol fik nu alligevel farven frem i kinderne og sveden til at lave fine mønstre i vores beskidte hoveder.
Da vi var kommet nedenfor plateauet, kunne vi se de små ler huler, som Thollon folket havde bygget direkte på klippesiderne i 1400tallet. Vildt at forestille sig, at de små huller, som på afstand lignede forvoksede fuglehuse, engang havde været hjem for et helt dværglignende - og hvis rygterne taler sandt magisk – folkefærd. Et folk som efter sigende skulle have været i stand til at kravle op af lodrette klippevægge – noget jeg, efter at ha’ set deres neighbourhood 8-9 meter oppe i luften, har tendens til at tro på!
Allerede om formiddagen ankom vi til Nombori, som er en klippeside-landsby - hvor husene ligger som på en trappe og udelukkende er bygget af naturens materialer, hvilket gør dem næsten usynlige for det utrænede øje.
Chaufførerne og vores såkaldte ’guide’ satte sig straks ned i skyggen og mente bestemt, at det var tid til siesta, noget mine mødre faktiske også mente – men som I nok ved, har jeg ikke ro-i-røven til den slags, så da min halve sodavand var drukket og frokosten bestilt, var jeg klar til at nærstudere landsbyen. Kom da også tilbage fuld af nye indtryk og med et rødglødende kamera, lige som dagens første gang kylling (nu med ris) skulle serveres.
Mens vi atter gumlede tør, udmagret kylling i os, træk skyerne sig sammen og vinden afslørede endnu en sandstorm. ØV! Heldigvis blev den ikke så slem som den forrige, og kl. 15 var vi da også atter på vandring - denne gang indover stepperne med klipperne til højre og de uendelige vidder mod Burkina Faso til venstre. Et sceneri som bestemt kunne være taget ud af ’Løvernes Konge’, hvis der blot havde været lidt vildt i sigte! (Men efter at ha’ set heksedoktorernes udvalg, er det jo ikke så mærkeligt, at det er udryddet!)
Efter en halvanden times vandring gennem sand, begyndte vi opstigningen til landsbyen ’Yawa’ på plateauet. Mens vi selv masede os op af den nærmest lodrette klippestigning, mødte vi Dogon kvinderne, som ikke alene tog turen dagligt, men også havde børn på ryggen og kurve/spande på hovederne. URGHhh!!
Men udsigten fra toppen og mod Burkina Faso var uforglemmelig, landsbyen indtagende og folkene imødekommende! SKØNT!!!
Efter hjemturen var der aftensmad – sjovt nok kylling – og bagefter tid til dans! Nomboris kvindeforening havde arrangeret danseshow for os, fordi vi havde støttet foreningen med 30.000 FCFA (340 DKK) til oprettelsen af et center for gravide kvinder og kvinder med nyfødte. Og I kan tro, at der blev sunget, klappet, danset og trommet, så det kunne høres om på den anden side af bjergene, og inden længe var halvdelen af landsbyen da også med til fest.
En dejlig afslutning på en fed dag!
Efter at ha’ sovet under et myggenet og en 1000-og-en-nats stjernehimmel - vasket sig med et par kopper vand og spist maliske ’doughnuts’ (suppleret med dansk rugbrød) til morgenmad, så vi Nomboris hellige område med gudeafstøbninger, ofringshuse, begravelsespladser og endelig menstruationshuset, hvor kvinderne den dag i dag opholder sig, når det er den tid på måneden.
Derefter så vi tre andre nabolandsbyer - alle bygget i naturens materialer og beliggende på klippesiden – Så SMUKT!!! Den ene landsby havde sågar en lille sø med krokodiller, men Mor er jo som bekendt ’mor’ og det var derfor ikke nemt at komme tæt nok på til et ordentligt foto....
Ved den sidste landsby ’Idjeli na’ spiste vi frokost (ja gæt selv hvad) ved en lille hellig flod, hvor kun landsbyens overhoved var tilladt at spise fiskene. Efter vi og byens sultne drenge havde spist sig mætte, begyndte vi opstigningen til plateauet og de ventende motorcykler. Herfra gik turen tilbage til Sangha og efter et hurtigt skift fra motorcykel til bil gik turen videre…
For bilen skulle jo desværre med tilbage af samme humpede, bumpede, klippefyldte ’vej’. Noget vi alle havde haft i tankerne det meste af dagen og derfor brugt noget af motorcykelturen på at analysere vejens værste huller. Heldigvis havde min mor fået den gode idé, at vi kunne bruge 2 brædder og dermed udligne de værste bump… Det var dog kun muligt at købe et bræt (da træ er en mangelvarer i Sangha) og så til den fine pris af 4000 FCFA, men bedre end ingenting..
Så der løb vi så – tre (i deres øjne) rige, europæiske kvinder, knaldrøde i hovederne, pustende og små råbende, mens vi skiftevis bar på et bræt - foran den kørende bil med den sorte chauffør. Ikke så mærkeligt, at de lokale ser de hvide, som en besynderlig race!!!
(hvor ville jeg dog gerne ha’ haft et billede!!!).
Men planen virkede og vi nåede Bandiagara i dagslys – ALLETIDERS! Her nød vi en velfortjent kop kaffe, inden turen gik mod Mopti, hvor vi spiste rigtig lækker aftensmad på restauranten Bicap, og herfra fortsatte vi sydpå mod Ségou, med en plan om at se hvor langt vi kom….
Og vi kom langt – faktisk hele vejen – så da vi nåede Ségou kl. 5 om morgnen, havde vi den dag tilbagelagt små 800km, kørt i 13,5 time foruden motorcykelturen.
Sikke en tur! Undervejs underholdt/holdte mor alle vågne ved at snakke konstant som en jingle-bell-mus på speed! På et tidspunkt blundede hun selv et split sekund, men inden øjenlågene reelt nåede hinanden, råbte hun; Jamen, så var der jo også Christian d. 2.! Vil ikke kede jer eller fylde hele bloggen med alle de emner vi berørte undervejs, kan blot nævne kongerækken, dræbermaskiner til høns, Barbi-dukker, påskeharer, isbrydere samt meget meget meget mere! Men aldrig har en genfortælling af kongerækken og en så lang køretur været sjovere, og skide skægt at være så overtræt, at man tøsefniser uafbrudt med ens to mødre, som er tættere på 60 end de 15 ☺
Næste morgen sov alle til kl. 10 (trods hedeture og hårde madrasser) og efter ris (denne gang med kød) til morgenmad samt endnu et marked, blev Vipper tilbage i Ségou, og vi andre kørte trætte og mætte af oplevelser tilbage til Bamako.
Uden tvivl den BEDSTE tur – og 1000 tak til mine 2 mødre for, at ’Mit-Mali-eventyr’ blev til vores!
PS: Mors to sidste dage i Mali blev brugt til at hygge sammen (efter ambassaden) over god mad - alt andet end kylling! Mor var nemlig af den overbevisning, at fik hun kylling en gang mere inden hjemrejsen, ville hun kunne flyve selv – men jeg holdt nu alligevel på Air France trods deres rygte lige pt.!
PPS: Billedet er fra sidste aften, hvor mor IGEN fik charmet en halvgammel, denne gang tysk diplomat, som heldigvis ikke blev hængende for længe, men i stedet sponsorerede isdessert til os
– Ja tak til grat-IS!
Efter nogle dejlige dage i Ségou ankom Vipsen til Bamako onsdag (detaljerne må I få af hende selv). Men inden Vipper havde fået set noget af byen, var hun blevet bøffet 5000 FCFA for en taxa – ca. det 5 dobbelte af normal takst! Velkommen til Bamako! 
Vi brugte første aften på at sende mor med flyet, næste aften på at drikke vin, spise ost mens vi klarede verdens situationen (som vi plejer) og endelig kigge på det vilde storm-regn-torden-hagl-vejr. Hvoraf sidste vejrfænomen fik de lokale til skralgrinende at løbe ud på gaden (iført plastikposer på hovedet) for at samle de her underlige små iskugler op - blot for at nærstudere eller spise dem. Så sjovt at overvære!!!
Fredag eftermiddag, aften og den halve nat stod i madlavningens tegn, for vi skulle lave både brød, tærter, mangosalat, tzatziki nougattoppe m.m. til min fest lørdag. Men bedst af alt skulle vi lave en giftig velkomstdrinks serveret i min gulvspand… Nåhh ja det er jo Mali og de diplomater skal altså ha’ en del for at erstatte statens-stive-stif med festlige- farverige-frækkerter!!! 
Men lørdag var vi klar og lørdag gik det løs – og selvom flere af de folk, jeg havde inviteret, blev væk, blev al maden nu alligevel spist af glade, feststemte maliere (rigtig mange fra Mali-Folkecenter). Maliere er da også klart sjovere at danse med end danske diplomater! (NB: Fyren i den stribede trøje, var aftenens hemmelige gæst – ingen vidste hvem han var, hvor han kom fra og hvad søren han lavede til festen – Mega stenet!)
Søndagen gik med at sove længe, starte dagen med herlige rester - så hvidløgsstinkende gik Vipper og jeg en lang tur ned gennem Bamakos små smalle lergader mens vi hilste på folk, nød de farverige baggårde og det energiske gadebillede, samt så hvor de bankede de traditionelle stoffer og kvinderne fik flettet deres hår.Bagefter tog vi en lokal Somatra (grøn, lokal, smadret bus) ind til Amandine. Her snupsede vi en skøn mangomilkshake – og selvom Vipper hverken kan lide mango eller mælk, er hun nu også kraftig fan!
Hefra hoppede vi i en traditionel fiskerbåd med døde fisk i bunden og huller i siden, så mens jeg skovlede vand ud af båden, nød Vipper turen. Vi lagde til land lige ved siden af Hotel Mande, hvor vi satte os i restauranten og nød velsmagende, kold hvidvin og dejlig mad.
Herfra kørte vi på bar i mit 'neighbourhood', og bestilte Gin & Tonic med citron – hvilket blev til Gin uden Citron og Tonic - men vi fik dog forklaret servitricen (som klart havde større kavalergang end hjerne), at vi altså ikke ville drikke ren gin, så enten købte hun Tonic i forretningen next door, eller også gik vi uden at betale. ’At kunden altid har ret’ er til tider lige så langt væk fra den maliske mentalitet, som de sibiriske bjerge er i kilometer! Vi sluttede dagen af med malisk ’coffee to go' - herligt at se hvilke show han kunne, og så er det jo bare en detalje, at kaffen var udrikkelig!
Hvor var det lige mine to mødre og hele juni blev af..???
