
Her sad vi så i et par timer i lommelygtens skær, mens sandstormen rasede udenfor, og underholdte hyttens beboer med, at jeg tegnede ’punktum, punktum, komma, steg’ efterfulgt af lidt mere komplicerede
(dog ikke særlige gode) tegninger af hverdagslivet i Mali – hvilket fik selv hyttens gamle, halv blinde kone til at rykke tættere på.
En noget uventet - men rigtig rar oplevelse - og bestemt en oplevelse, hvor verdens ulighed kom lige ind i fjæset på én!Efter sandstorm kommer regn og torden!Så da vi endelig kom ud af hytten, var øens ler veje erstattet af strømmende mini-floder, som vi sjoppede os igennem for at komme ned til båden. Da vi atter kravlede ind i båden, var tordenvejret stadig ikke helt ovre og lynene kunne jævnligt ses i horisonten, hvilket min mor
(med hendes STORE angst for tordenvejr) bestemt ikke brød sig om!!! Så hjemturen føltes meget længere og mere bekymrende end selve forberedelsestiden til en tyskeksamen.
((Indskudt sætning: En eksamen som min seje Lillesøster faktisk tog i stiv arm – Godt gået Søs og Tillykke med en velafsluttet 10 klasse – ja hvem skulle dog ha’ troet at der under blondinehåret gemmer sig en kvik pære..hehe))Vi sluttede dagens strabadser med at skåle på 4 forskellige sprog i henholdsvis lokal øl, bitter Nescafé og kold rødvin, hvorefter alle kravlede trætte i seng.


Næste dag gik turen til Mopti yderligere 640 km nordpå af Malis eneste hovedvej. Men inden vi kom så langt, besøgte vi landsbyen Niomo, hvor vi efter morgenmad på en noget anderledes, malisk kneipe, kiggede lidt på markedet og folk.

Men inden længe underholdt Mor
(igen) samtlige landsbybørn med hendes snor-på-finger leg. En leg som åbenbart er kendt i den generation, for Vipper kendte tydeligvis også reglerne. Og der stod de så, de to
(ældre) damer og viklede fingrene ind i samtlige stykker affaldssnor, de kunne finde på markedspladsen, mens sorte børnehoveder fulgte dem intenst. Da showet –
og tro mig det var virkelig et show - var over, kunne flere af ungerne ikke alene samtlige tricks, men også lære dem fra sig. Så fedt at observere og herligt at ungerne den dag fik lidt adspredelse i deres ellers hårde hverdagsliv.
Og chok hvor var der dog mange lækre unger, som lige kunne være i min rygsæk eller i Mor og Vippers kuffert for den sags skyld!
Vi ankom til Mopti omkring kl. 01, og fik tjekket ind på hotellet ’Pas de Probléme’ efter at vagten og hotelreceptionisten var blevet vækket af deres nattesøvn.



Dagen efter skulle vores lejede, stålgrå Peugeot med håndskrevet nummerplade top tunes inden turen først gik til Bandiagara og derfra ud i Dogon. Så mens bilen blev fikset, kiggede vi lidt på Moptis menneskemylder, beskidte havn og farverige, kaotiske marked.

Da bilen var klar og Vipper & jeg var blevet et par flip-flops rigere, var det atter tid at sidde i bilen små 10 timer, mens man skiftevis takkede for bilens aircon og bandende over chaufførens musiksmag. Men begge dele var dog hurtig glemt, da vejen kilometer for kilometer viste sig mere at ligne et irakisk, uafsluttet bygningsprojekt end en reel vej!
SHIT!!! Og hvem var det lige der havde skrevet under på:
En cas de perte ou de panne les charges sont dans le compte de locateur.- MIG! Men eftersom ’the point of no return’ var passeret, var der ikke andet for end at sende stille bønner til vejrs, holde vejret og ellers sukke dybt hver gang bunden ramte en kæmpe sten, skrabede på en klippe eller påkørte de resterende asfaltkanter!

Sådan listede vi os af sted hele vejen til Sangha, hvilket reelt kun er 45 km, men som tidsmæssigt svarede til det 4 dobbelte. Her tjekkede vi alle
(som de første i længere tid) ind på ’Campement de Sangha’, og efter det værste røde støv var fjernet fra restauranten, bestilte vi øl og husets ret ’kylling med couscous’. Få minutter senere kunne vi da også både se og høre kokkens højrøstede kamp for at indfange dagens ret - så maden var ikke alene velsmagende,
den var frisk! Så imens kyllingen atter fik ben at gå på, og mor & chaufføren tog for sig af øllet, fik vi arrangeret motorcykeltur til den næstkommende dag. For vi havde ligesom på nuværende tidspunkt erfaret at vores sænkede Peugeot på ingen måde var eller blev en 4-hjulstrækker!!!

Ingen kommentarer:
Send en kommentar