Bagsiden af medaljen

Hvor mange af os skænker nogensinde den poliovaccine vi fik som barn en tanke? Ingen! Men efter jeg er kommet til Mali gør jeg det dagligt, hver eneste gang jeg møder endnu en haltende stakkel på krykker eller som kommer trillende på et hjemmebygget skateboard med dåse-hjul. Her er så mange af dem – den ene mere fattig, forhutlet og desperat end den anden.
Men én mand tror jeg aldrig jeg vil glemme. Hans billede sidder printet på min nethinde, og jeg føler mig stadig skyldig over, at jeg blev så befippet, at jeg ikke engang gav ham nogle småpenge til mad. Noget jeg desværre ikke kan gøre om, og som plastre på mit eget sår, kan jeg i stedet fortælle jer om hans skæbne – og hvem ved måske yderligere en dansker vil takke staten for vores poliovaccine eller støtte de udviklingslande, som har brug for hjælp.

Jeg mødte ham for ca. to uger siden på vej til arbejde. Han kom ’gående’ på vejen imod mig, men jeg så ham først, da han var så tæt på, at jeg nærmest var faldet over ham. Han gik langsomt og vaklende på hænderne, men for fattig til at beskytte disse med den hårde og brændende asfalt. Begge hans ben var døde og hang som slatne, deforme selleri, der vidnede om endnu et poliooffer. Ubrugelige og kun en byrde han ville være bedre foruden. Det ene ben var bundet op bag om ryggen rundt om hans hals og det andet ben bar han besværet i munden. Hans øjne var slørede og udtryksløse, håret en sammenfiltret masse med små kviste og andet skidt. Munden et stort sår med tyk og stivnet betændelse – fluerne sværmede og mæskede sig i det eller kravlede ind i hans øjne. Jeg kan ikke sige, hvor gammel han var, men er sikker på, at det hårde liv han levede, har sat sinde tydelige spor – det har det i hvert fald hos mig. Og hans lugt af at være fattigere og mere hjælpeløs end tiggerne hænger stadig i min næse.

En lille episode blandt mange
– skrevet fordi jeg havde brug for det, for at nuancere min blogs solstrålehistorier, da Mali desværre er meget andet end det og ikke mindst for at give jer derhjemme en svag indsigt i fattigdommen hernede. En fattigdom som alt for ofte tager pusten fra mig og som gør mig flov – ikke over vores velstand, men at vi ikke værdsætter den.

Sidst da jeg gik ud med mit skrald, som for mig virkelig ikke var andet end skrald, så jeg hvordan 8-9 børn kaster dig over den, sloges så blodet næsten flød og endelig den lykke vinderne udstrålede, når de løber af med sejren. En sejr som var en slat mugne majs, en konservesdåse og 2 halvgamle indtørrede æbler, som jeg ikke gad spise.

Så tænker man sig lige om en gang til.....

Min hverdag & SUDEP projektet

Min hverdag, er blevet hverdag med daglige rutiner og begyndende vaner, men rart for så går tiden hurtigere og hjemveen fylder lidt mindre. Men nu heller ikke mere hverdag end, at jeg stadig dagligt trækker på smilebåndet over at være her i Mali.

Starter morgnen med en dejligt koldt bad, efter en svedig nat, men heldigvis ikke søvnløs mere, da jeg er blevet bedre til at sove i varmen.
Så en gang malisk ’jogurt’ om morgen, hvis ikke vi lige har haft strømsvigt igen, så den er sur. Så går jeg til arbejde, mens jeg nyder luksusen ved at eje en ipod og efter de daglige grettings, såsom Awni Sokoma, I Kakene, Torosite m.fl. starter jeg arbejde.

Et arbejde, som i de sidste par uger har været at lave et storyboard og filme, hvad der på sigt bliver en 3-minutters-film for OVE (Organisationen for Vedvarende Energi). Super sjovt og lidt bøvlet, da teknik og kunstnerisk opfattelse ikke er helt ens i Mali og Danmark.


Så har jeg skrevet en artikel og SUDEP (Sustainable Deveopment and Environmental Protection) og Sinsibere projekterne, som har til formål at bekæmpe den igangværende ørkenspredning, der er i kommunerne Bougoula, Sanankoroba og Dialakoroba (60 landsbyer og ca. 45.000 indbyggere). Ørkenspredningen er klart Malis største udfordring, hvis den skal kunne brødføde sin fattige og stærkt voksende befolkning på sigt. Konkret arbejder MFCs derfor både med at begrænse den uhensigtsmæssige skovfældning, uddanne lokal befolkningen i bæredygtigt ressourcebrug og endelig opstarte miniprojekter, som kan erstatte indkomsten fra tømmer. Og som I kan se på billedet, er der ikke meget træ tilbage i området, og man fælder derfor det pindebrænde, som er tilbage efter mange års rovdrift.
Artiklen har jeg så sendt til Udvikling (UMs eget blad) og endelig talt med Kåre Petersen fra Information om et muligt samarbejde, da jeg tilfældigvis mødte ham på Byblos (et malisk diskotek) sidste fredag. Men nu må vi se, om jeg har heldet med mig og en eller anden redaktør er skør nok til at trykke noget, jeg har skrevet.
Dette arbejde er produktet af mine første ugers intensive arbejde med OVE og dertilhørende field trips til inkluderede landsbyer, som I kan se på billederne. Det har været super skægt, givende fagligt og ikke mindst en god indsigt i, hvordan intentioner ofte ’clasher’ med virkeligheden i en udviklingskontekst, som den maliske.


Endelig er jeg gået i gang med at lave plakater, brochure samt andet informationsmateriale for MFC, men da Internethastighed og Photoshop er byer i Rusland, og jeg selv ikke ligefrem er en IT-haj, er det ikke super nemt. Takker Rasser for knowhow og tålmodig assistance – du har klart været min livslinje ☺

Aftenerne bruger jeg på at sjippe, som er blevet min nye motionsform, nu hvor poolen er væk og løbeture ikke rigtig fungerer i den her del af byen. Derudover læser jeg bøger, rapporter mm., øve fransk (dog slet ikke så meget som jeg burde, men har besluttet, at det heller ikke skal blive mere surt, end det allerede er) og endelig arbejder jeg også ofte videre på dagens projekter.
Så nok at se til i mit lille hus i Banankabougo.

Håber I alle trives – kram og solskin herfra Katrine

Ramadanen

- Så er det endelig dagen, som alle har ventet længselsfuldt på... Nok lidt hen af vores juleaften.

En måneds faste er over og de muslimske malierne må igen drikke og spise, mens solen er fremme. Helt egoistisk glæder jeg mig nok mest til, at alle folk ikke helt uhæmmet spytter alle tænkelige steder, fordi det er forbudt at synke ens eget spyt under fasten.

Jeg blev inviteret af Mamadou, min fransk ’lærer’, til at fejre dagen med ham og hans familie. En dag som startede med noget af en gang blodudgydelse, da alles indkøbte okser måtte lade livet, så naboer, venner, kollegaer kunne komme og få del i byttet samtidig med de gav familien en bid af deres okse. En værre gang ’kødbytteri’ efter min mening.


Der var simpelthen blod og skind overalt i byen, knap så lækkert i flip flops... og kan vist rolig sige at det ikke var en dag for dyrenes værn. Fint nok at de slå dyrene ihjel, men gør det hurtigt og ordentligt! Flere gange var jeg vidne til, hvordan oksernes hals blev filet over med kniv, der knap nok ville kunne skære en skive brød. Og lyden af dyret, der desperat rasper i sit eget blod, mens kniven går videre til næste ivrige mandfolk, er virkelig ikke rar.

Men nok om det – det var bestemt en herlig, festdag, hvor samtlige Malier var i deres fineste outfit og hele byen summede af glæde og forventning. På billedet ses min roomie Ferbienne (34-årige, fransk cand.comm. og single) og jeg, som begge var dresset i dagens anledning – og jaja ved godt hvad I tænker, hvor er hun dog hvid! Men NEJ, det er jeg altså ikke ved siden af en dansker ☺

POST

Hey allesammen

Her endelig en gyldig adr. til jer som har tid og lyst til at sende et 'rigtigt' brev.
I kan skrive mit navn bag på kuverten, så de kære postmedarbejdere ikke bliver forvirrede og brevet derfor aldrig når frem.
Det tager alt fra 2-6 uger at sende et brev, det kommer sådan lidt an på vind, vejr og afrikansk arbejdskultur :)

Charlotte Kisbye
Rue 39, maison 472
Citè de Niger
BP 9166. Bamako
Mali

Glæder mig til at høre fra jer - Katrine