En sidste opdatering ...

Rasmus er nu tilbage i det kolde nord og i fuld sving med at animere Carl Mar til ekstra materialet på DVDen ’Rejsen til Saturn’.

Jeg selv er tilbage på pinden hos MFC, dog nu med eget kontor og stress over alle mine nye spændende, men også temmelig krævende arbejdsopgaver, som jeg skal løse på rekordtid inden februar står på fransk undervisning fuld tid....
Kan da også lige nævne i den forbindelse, at jeg i denne uge sagde hele 8 sætninger på fransk i en stor ambassadeforsamling... Ret stor sejr, hvis jeg selv skal sige det – for gud hvor er det dog hårdt dagligt at udstille sin Achilles hæl offentligt!
Men overlevede og holder modet højt ved dagligt at fortælle mig selv, at det kun går frem...

Rygsæksrejsen – 3. Del: NIGER, MOPTI, DJENNÉ og endelig SÉGOU

Verdensmanden ’Chicago’ havde arrangeret, at vi blev kørt fra hotellet til båden, og allerede på denne køretur lagde vi ørkenlandskabet bag os, for snart groede der både græs og træer langs flodbredden.





Vi steg ombrod på en pirogue (en lang fladbundet båd), som skulle være vores og Gonzalo & Catalina (et par fra Chile)’s hjem de næste tre dage... Og hvilken luksus kun at være 4 mennesker til at fylde en hel båd. SKØNT og bestemt de ekstra penge værd i stedet for at sejle med en lokale transport båd, som var proppet til bristepunktet med møbler, mennesker, varer, dyr og alt muligt andet happengut.


















Vi brugte dagene på at læse bøger, spille kort, spise flere ris og ellers nyde det smukke landskab vi stille og roligt gled igennem – billeder taler vist for sig selv!
Af og til lagde vi også til ved små flodlandsbyer, hvor alle børnene konstant skreg ’Toubabu, Toubabu’ (hvid man) og ’Cadeau, Cadeau’ (gave på fransk), så snart de så os og mindede os om, at vi i øjeblikket rejste på turistruterne!













Nytårsaften blev også fejret på båden med mor Lises sendte pynt og en nytårsmenu bestående af ris (ja tænk engang) spiced up med selv indkøbte dåsegrøntsager samt hvidløg og skyllet ned med gin & tonic, øl og hjemmefremstillet vin, som kun rettroende muslimer kan fremstille det. Senere på aften tændte vi bål og nød stjernehimlen, som klart overgår alverdens indkøbte fyrværkeri!!!


















På tredje dagen ankom vi til Mopti, som er en stor, hektisk havne- handelsby, hvor vi kun tilbragte en enkelt dag. Da vi besluttede os for at splejse om en bil sydpå med Chilenerne og dermed undgå lokal transport.




Efter et par timer på vejen blev vi sat af ved afkørslen til Djenné – her stod vi så i bagende solskin i nowhere og ventede på at en tilfældig stationcar blev fyldt med folk.


Chaufføren havde lovet os at han kørte når 9 mennesker sad i bilen!!!
Vi kørte, da der sad 17 inden i bilen og to på taget
– HOLD DA OP, HVOR VAR DER MEGET LÆS PÅ!


Men endnu engang kom vi frem og Djenné by var alle anstrengelserne værd!
Her så vi selvfølgelig den store moské, som er verdens største ler konstruktion og bestemt et betagende skue. Resten af tiden brugte vi på at hygge, tuller rundt i den lille by og se resten af byens lerbygninger, sove længe, cykle en lang tur samt endelig prøve byens lokale restauranter – nogle bedre end andre!

Sidste nat sov vi på taget med udsigt til stjernerne, den store moské og næste morgen til mandagsmarkedet, som eftersigende skulle være Vestafrikas største marked – desværre var varesortiment udpræget lokalt (stinkende tørrede fisk, ødelagt genbrugstøj, bananer, lokale urter mm.), så vi nøjedes med at kigge i et par timer, inden turen gik sydpå til Ségou og besøg hos Chilenerne.
En strækning, som skulle tage 4 timer – men tog 9 – og hvor vi kørte i en gammel mini smadre-bus uden frontrude og vinduer, hvilket blev en temmelig kold fornøjelse, idet solen ikke længere var på himlen.

Men lige omkring midnat nåede vi frem, hvor Gonzalo ventede på scooter og Catalina havde pasta og gyserfilm klar derhjemme. Rigtig hyggeligt!!!
Næste morgen kiggede vi lidt på Ségou, inden vi endnu engang skulle prøve kræfter med den afrikanske lokaltransport – dog heldigvis for sidste gang i denne omgang!


Vi kom fint hjem til mit lille hus i Banankabougou, hvor alt heldigvis var som det skulle være - og de kakerlakker, som havde holdt uindbudt fest i min bolig, lå døde rundt omkring i hjørnerne – så det var jo til at leve med!

På denne rejse oplevede jeg for første gang Vestafrika som backpacker, og der må jeg ærligt indrømme at Sydøstasien er et I-land til sammenligning
– men rejsen har nu alligevel været HELT FANTASTISK OG UFORGLEMMELIG, og jeg håber I sidder tilbage med det indtryk!

Håber I alle trives og er kommet godt ind i 2009

Varme kram og solskin herfra
Katrine

Rygsæksrejsen – 2. Del: TOMBOUCTOU

Vi fløj til Timbuktu i et lille 17 personers fly, som fløj så lavt, at vi kunne se Niger floden hele vejen og som serverede den hidtil bedste kop kaffe i Mali - skønt! Vi ankom tidligt til Timbuktu, da mellemlandingen i Mopti var blevet droppet undervejs, og allerede da vi stod ud af flyet var ørkenlandskabet i sigte. Vi tjekkede ind på Hotel Bouctou til den billigste løsning, og sov et par timer inden vi mødtes med guiden, som gik under navnet ’Chicago’ og som efter eget udsagn simpelthen var elsket af alle! Han bookede os på en 2-dags ørkentur, som vi skulle af sted på om mandagen.

Søndag gik med at se byen, museet og de gamle skrifter i Ahmed Babar-instituttet, der huser skrifter helt tilbage fra 12. Århundrede om matematik, astrologi mm. Derudover så vi Sankore-moskéen, som I øjeblikket er ved at blive restaureret og samtidig er kommet i søgelyset, som bud på et af de 7 nye vidundere. Endelig så vi husene, som de forskellige opdagelsesrejsende havde boet i, mens vi nød den afslappede stemning i byen og et lunt lokalbrød direkte fra ler-brændeovnen - herligt!



Da vi sad på en lokal restaurant og så ud over byen, og endnu en gang gumlede ris i os – faldt vi i snak med en Tuareg, som var i Timbuktu for at sælge salt, gedeost og håndlavede smykker. Muhammed var en super hyggelig fyr, og mens vi sad udenfor slægtninges Tuareg-telt, drak deres the, så på stjernerne, fortalte han om hans liv i ørkenen.


Et liv uden nogen form for moderne kommunikation, hvor stjernerne er det GPS-system, man navigere efter og hvor al rejse derfor foregår om natten uden solens bagende varme. Eksempelvis havde han denne gang rejst 15 nætter for at nå til Timbuktu, og andre gange var han gået 54 dage for at sælge varer i Marokko. Et liv hvor man som nomade flytter efter det spartanske foder, der er til dyrene i selveste Sahara – og et liv hvor kvinderne sælges for kameler til en pris af 500.000 CFA stykket, og da hans kone kostede hele 3 kameler, havde han endnu ikke råd til at blive gift. Skørt at tænke på hvor forskellige liv vi lever og hvad jeg lavede i en alder af blot 18år - det var vist mere Tv-serier, lektier og gymnasiefester, som optog mig, end astrologi, handelsvarer samt familiestiftelse og overlevelse.

Dagen efter rejste vi ud i hvad Muhammed kaldte for ’turist-ørkenen’, hvilket den uden tvivl også var for ham. Men jeg var nu meget positivt overrasket over, at Rasmus og jeg skulle ride alene uden skyggen af andre turister i området. SKØNT!! – dog skal det lige tilføjes, at det at ride på kamel langt fra er en behagelig oplevelse, og min røv gjorde ondt efter blot få minutter – men det unikke sceneriet fik mig snart til at glemme alt om det!

Så langt øjet rakte var der det fineste lyse sand blandet med få sejlivede træer og sivtotter, WAUUU! Sådan red vi af sted med endnu en tuareg ved navn Muhammed, mens himlen konstant ændrede farve og udtryk efter solens placering. Vi nåede hans familie (kone og 3 børn), som mørket nærmede sig og ’indlogerede’ os i det lille vaklevorne ”skur” ved siden af deres eget meget simple tuareg-telt, som ikke en gang havde en seng!!!


















Hans kone Fatima havde lavet mad til vi kom, hvilket var utroligt sødt af hende, desværre var det næsten uspiselige ris, godt fyldt med sand og så noget kød, som smagte gammelt og fordærvet – men lidt fik vi da ned og resten fik geden!












Selv havde vi en masse gaver med – lokal tobak fra Timbuktu, clementiner fra Dakar, (som ingen i familien før havde smagt), en badebold til den mindste (som han løb rundt efter dagen lang) og endelig Annis egne hjemmelavede ler fløjter (som var til stor glæde for de to store drenge og ikke mindst faren).


























Da maden var sunket, børnene faldet til ro og Muhammed havde forklaret, hvad han viste om stjernerne på fransk, kravlede vi ned i vores soveposer og beundrede tavse ørkenens FANTASTISKE stjernehimmel.
(Kan ikke beskrives – beklager – det skal opleves!!!)

Dagen efter red vi rundt på kamelerne og besøgte en anden tuareg familie, så den nærmeste brønd og ikke mindst mere sand! Sent samme dag vente vi tilbage til Timbuktu, efter at ha’ lovet os selv, at næste gang ville vi se ’rigtig’ ørken, hvor der slet ikke er andet end sand - men pga. situationen i Nordmali, var det dog desværre ikke muligt denne gang.
Efter et langt iskoldt bad og noget mindre sand i håret, pakkede vi rygsækkene, så de var klar til nye eventyr og 3-dages sejltur ned af Niger floden.

Rygsæksrejsen – 1. Del: DAKAR

En ståplads i DSB’s familiekupe proppet med 14 skrigende børn, vinter-sure-danskere og en stewardesse, som konstant insisterer på at hamre salgsvognen ind i ens knæhaser på årets værste rejse dag d. 23 december.... er vand i forhold til hvad Rasmus og jeg har gennemlevet de sidste 3 døgn! Og ja du læste rigtigt 3 døgn!!! For ’Bamako-Dakar-Expressen’ eksisterer tilsyneladende ikke mere, så hvad der skulle havde været en hyggelig 36-timers-togrejse i bedste ’Orient-Express-stil’ udviklede sig til verdens værste rejseoplevelse, som jeg stadig venter på at modtage en ’backpacker- pris’ for at ha’ overlevet!

Hvert sæde i toget lignede noget 10 Rottweilere havde overfaldet, således at de få tilbageværende sæder var flænset til ukendelighed, og fjedrene (som uafbrudt stak én i ryggen og røven) havde efter kun 2 timers kørsel fået Rasmus’ nye bukser til at ligne et vævningskursus for nybegyndere!
Lugten var en kvalme-fremkalder nr. 1. Intet mindre end ulidelig og blev kun ’bedre’ med tiden og den bagende sol, som ved middagstid snildt sneg sig over de 35 grader.
Lugten kan vist bedst beskrives som en blanding af ekstrem urinstank, tørrede fisk, afrikansk karrite-creme, gammelmands svedlugt, diverse hjemmelavede ris-retter pikant krydret med børn og kvinders ekskrementer frisk leveret i togets mellemgang på medbragte potter – som resten af tiden ellers hang på de kroge, vi i Danmark bruger til overtøj.


Ingen tvivl om at kulturkløften på den her tur var større end selveste ’Grand Canyon’ og havde rejsen tidsmæssigt holdt sig bare nogenlunde til planen, ville jeg også sagtens kunne havde grinet af det hele (noget vi har gjort efterfølgende)....... Men når toget bryder sammen hver halve time og ellers skal stoppe ved hver eneste lerhytte på vejen, således at Dakar stadig ikke var i sigte den 3 nat, hvor jeg forgæves prøvede at få lidt søvn ovenpå den banankasse jeg ellers sad på... ja så kan jeg godt fortælle jer, at filmen var tæt på at knække.

Men frem kom vi (med ca. 40-50 k/t) og skal da også ærligt indrømme, at der var øjeblikke hvor urinlugten ikke lige krøllede ens næsehår og vi sad på trappen (lykkelige over at døren ikke kunne lukke og toget aldrig var blevet sikkerhedsgodkendt) mens vi nød solnedgangen over Mali og Senegal’s knastørre stepper – og så var det utrolig smukt!
Kl. 6 lørdag morgen (i stedet for torsdag eftermiddag) nåede vi endelig Dakar og havde undervejs lovet hinanden, at når (hvis) vi nåede frem, havde vi fortjent REN LUKSUS! Så vi tjekkede ind på Hotel Al Baraka til 400kr. pr nat – blot for at finde et værelse, hvor der var små 3 kilometer mellem sengene, et barskab bestående af en flaske ubehandlet lokalvand og et bad, som ikke en gang havde nok varmt vand til en af os.....
Så er det hvor man, som Rasmus, sætter sig træt ned på sengen og ligner en gammel mand, som lige har mistet hele pensionen i et spil twist eller hvor man, som jeg, begynder at hikke-grine hysterisk, mens tårerne løber ned af kinderne, som var jeg 7 år og fået visket ordet tissemand i øret ☺











Mange liter vand (varmt/iskoldt) og al slags sæbe samt 6 timers fredfyldt, ikke-lugtende søvn var vi endelig klar til at se lidt på Dakar..... Og hvad var mere passende end at finde et ordentligt sted at spise noget god mad!! Så som nye velduftende mennesker med lækker mad i maven og humøret højt, gik vi ned og så på det brusende Atlanterhav og alle de ørne, som kredsede over det – her sad vi til solen gik ned og havluften blev for kølig. Virkelig rart at se havet igen, skønt at mærke en frisk vind og komme lidt væk fra varme, støvede, smoggede Mali. Bagefter STOR shoppede vi – Dakar har nemlig rigtige supermarkeder – vi købte fransk ost, italiensk pølse, oliven, tomater, rødvin og lækkert brød – alt hvad vi kunne tænke os og som vores nye luksustilværelse foreskrev..... Og her ville det så være rart hvis vores held havde fortsat mere end blot denne ene dag, men nej!!!! For noget i dette ellers så fortrinlige måltid gav Rasmus den vildeste maveforgiftning – og hele den kommende nat samt de næste par døgn stod det bogstavelig talt ud af begge ender. Sådan noget lort – kan man vist roligt sige! Så mens Rasmus enten sov eller sad på toilettet gik jeg mig nogle lange ture i Dakar og så lidt på byen – en vildt dejlig by og langt langt over Bamakos standard. Nå men han kom heldigvis rimeligt hurtigt på højkant igen - godt hjulpet på vej af mit eget personlige rejseapotek og en indisk-født, nogenlunde engelsktalende apoteksguru.












Så med 5 stop-piller i maven og krydsede fingre tog vi færgen til smukke Goree Island, som i tidernes morgen spillede en vigtig rolle i Vestafrikas slavehandel. Øen står næsten uberørt hen med fine gamle koloni-huse (som dog er forfaldet noget med tiden og imidlertid er blevet beboet af lokale håbefulde kunstnere, som gør alt for at sælge til hvide turister) og der var noget idyllerisk og små nostalgisk over hele stemningen på øen, så man næsten glemte, hvilke frygteligheder øen tidligere var omdrejningspunkt for.



Dagen efter tog vi ca. 200km sydpå til Saly (undlader at beskrive køreturen i mini-lokal-bussen, for at det hele ikke skal blive negative-transport-oplevelser, men kan da afsløre, at vi ventede i 3 varme timer på at bussen blev fuld til afgang, hvorefter den blev skubbet i gang af 8 Senegalesere). Saly er en turistby vi var blevet anbefalet hjemmefra med lækre strande og gode hoteller. Hotellerne var udenfor vores budget, så vi tjekkede ind i et billigt, men yderst hyggeligt familie hus til under 100 kr. pr. nat – og strandende levede bestemt op til sit ry, også selvom at der i vores billige ende var etablerede fiskeforretninger direkte i vandkanten, således at vi soppede mellem afhuggede fiskehoveder, ben og indvolde – noget der ikke ligefrem indbød til badning.
Men juleaftens dag lejede vi en 4-hjulet motorcykel og kørte (når denne lokal ejet møg maskine ellers ville køre) ud til en fantastisk lagune og en ren, uberørt strand – hvor vi brugte dagen på at kigge på alle de forskellige fugle, bade i havet, nyde hinanden og ikke mindst roen væk fra aggressive sælgere. Om aftenen spiste vi fisk, mens vi lyttede til bølgerne fra Atlanterhavet og en afrikansk-fortolkning af krybespillet udspillet på nærmeste rigmandshotellet. (Aldrig har Maria været så sort og aldrig har julesamler gået så dårligt i spænd med bongotrommer, som det her var tilfældet – skørt at nogle turister nyder den slags!).

Endelig var det tiden at vende næsen hjem til Mali – denne gang med bil fra Saly og fly fra Dakar. Den 25.12 tilbragte vi sammen med Charlotte og Kim (De to herlige jyder, som jeg ofte bruger mine weekender hos og som jeg låner vaskemaskine mm. af) og en god, dansk hjemmelavet julefrokost samt pakkeleg og ris á la mande – ja tænk så fik jeg alligevel det i 2008. Efter et par luksus døgn i Cite de Niger med vaskemaskine og varmt bad – pakkede vi atter rygsækken for at flyve til Timbuktu.

PS: Hvis I undrer jer over at billederne nu fremover er små, er det fordi Rasmus har lært IT-keglen at formindske dem ... jaja al begyndelse er svær :)