Vi fløj til Timbuktu i et lille 17 personers fly, som fløj så lavt, at vi kunne se Niger floden hele vejen og som serverede den hidtil bedste kop kaffe i Mali - skønt! Vi ankom tidligt til Timbuktu, da mellemlandingen i Mopti var blevet droppet undervejs, og allerede da vi stod ud af flyet var ørkenlandskabet i sigte. Vi tjekkede ind på Hotel Bouctou til den billigste løsning, og sov et par timer inden vi mødtes med guiden, som gik under navnet ’Chicago’ og som efter eget udsagn simpelthen var elsket af alle! Han bookede os på en 2-dags ørkentur, som vi skulle af sted på om mandagen.
Søndag gik med at se byen, museet og de gamle skrifter i Ahmed Babar-instituttet, der huser skrifter helt tilbage fra 12. Århundrede om matematik, astrologi mm. Derudover så vi Sankore-moskéen, som I øjeblikket er ved at blive restaureret og samtidig er kommet i søgelyset, som bud på et af de 7 nye vidundere. Endelig så vi husene, som de forskellige opdagelsesrejsende havde boet i, mens vi nød den afslappede stemning i byen og et lunt lokalbrød direkte fra ler-brændeovnen - herligt!
Da vi sad på en lokal restaurant og så ud over byen, og endnu en gang gumlede ris i os – faldt vi i snak med en Tuareg, som var i Timbuktu for at sælge salt, gedeost og håndlavede smykker. Muhammed var en super hyggelig fyr, og mens vi sad udenfor slægtninges Tuareg-telt, drak deres the, så på stjernerne, fortalte han om hans liv i ørkenen.
Et liv uden nogen form for moderne kommunikation, hvor stjernerne er det GPS-system, man navigere efter og hvor al rejse derfor foregår om natten uden solens bagende varme. Eksempelvis havde han denne gang rejst 15 nætter for at nå til Timbuktu, og andre gange var han gået 54 dage for at sælge varer i Marokko. Et liv hvor man som nomade flytter efter det spartanske foder, der er til dyrene i selveste Sahara – og et liv hvor kvinderne sælges for kameler til en pris af 500.000 CFA stykket, og da hans kone kostede hele 3 kameler, havde han endnu ikke råd til at blive gift. Skørt at tænke på hvor forskellige liv vi lever og hvad jeg lavede i en alder af blot 18år - det var vist mere Tv-serier, lektier og gymnasiefester, som optog mig, end astrologi, handelsvarer samt familiestiftelse og overlevelse.
Dagen efter rejste vi ud i hvad Muhammed kaldte for ’turist-ørkenen’, hvilket den uden tvivl også var for ham. Men jeg var nu meget positivt overrasket over, at Rasmus og jeg skulle ride alene uden skyggen af andre turister i området. SKØNT!! – dog skal det lige tilføjes, at det at ride på kamel langt fra er en behagelig oplevelse, og min røv gjorde ondt efter blot få minutter – men det unikke sceneriet fik mig snart til at glemme alt om det!
Så langt øjet rakte var der det fineste lyse sand blandet med få sejlivede træer og sivtotter, WAUUU! Sådan red vi af sted med endnu en tuareg ved navn Muhammed, mens himlen konstant ændrede farve og udtryk efter solens placering. Vi nåede hans familie (kone og 3 børn), som mørket nærmede sig og ’indlogerede’ os i det lille vaklevorne ”skur” ved siden af deres eget meget simple tuareg-telt, som ikke en gang havde en seng!!!
Hans kone Fatima havde lavet mad til vi kom, hvilket var utroligt sødt af hende, desværre var det næsten uspiselige ris, godt fyldt med sand og så noget kød, som smagte gammelt og fordærvet – men lidt fik vi da ned og resten fik geden!
Selv havde vi en masse gaver med – lokal tobak fra Timbuktu, clementiner fra Dakar, (som ingen i familien før havde smagt), en badebold til den mindste (som han løb rundt efter dagen lang) og endelig Annis egne hjemmelavede ler fløjter (som var til stor glæde for de to store drenge og ikke mindst faren).
Da maden var sunket, børnene faldet til ro og Muhammed havde forklaret, hvad han viste om stjernerne på fransk, kravlede vi ned i vores soveposer og beundrede tavse ørkenens FANTASTISKE stjernehimmel.
(Kan ikke beskrives – beklager – det skal opleves!!!)
Dagen efter red vi rundt på kamelerne og besøgte en anden tuareg familie, så den nærmeste brønd og ikke mindst mere sand! Sent samme dag vente vi tilbage til Timbuktu, efter at ha’ lovet os selv, at næste gang ville vi se ’rigtig’ ørken, hvor der slet ikke er andet end sand - men pga. situationen i Nordmali, var det dog desværre ikke muligt denne gang.
Efter et langt iskoldt bad og noget mindre sand i håret, pakkede vi rygsækkene, så de var klar til nye eventyr og 3-dages sejltur ned af Niger floden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar