Rygsæksrejsen – 1. Del: DAKAR

En ståplads i DSB’s familiekupe proppet med 14 skrigende børn, vinter-sure-danskere og en stewardesse, som konstant insisterer på at hamre salgsvognen ind i ens knæhaser på årets værste rejse dag d. 23 december.... er vand i forhold til hvad Rasmus og jeg har gennemlevet de sidste 3 døgn! Og ja du læste rigtigt 3 døgn!!! For ’Bamako-Dakar-Expressen’ eksisterer tilsyneladende ikke mere, så hvad der skulle havde været en hyggelig 36-timers-togrejse i bedste ’Orient-Express-stil’ udviklede sig til verdens værste rejseoplevelse, som jeg stadig venter på at modtage en ’backpacker- pris’ for at ha’ overlevet!

Hvert sæde i toget lignede noget 10 Rottweilere havde overfaldet, således at de få tilbageværende sæder var flænset til ukendelighed, og fjedrene (som uafbrudt stak én i ryggen og røven) havde efter kun 2 timers kørsel fået Rasmus’ nye bukser til at ligne et vævningskursus for nybegyndere!
Lugten var en kvalme-fremkalder nr. 1. Intet mindre end ulidelig og blev kun ’bedre’ med tiden og den bagende sol, som ved middagstid snildt sneg sig over de 35 grader.
Lugten kan vist bedst beskrives som en blanding af ekstrem urinstank, tørrede fisk, afrikansk karrite-creme, gammelmands svedlugt, diverse hjemmelavede ris-retter pikant krydret med børn og kvinders ekskrementer frisk leveret i togets mellemgang på medbragte potter – som resten af tiden ellers hang på de kroge, vi i Danmark bruger til overtøj.


Ingen tvivl om at kulturkløften på den her tur var større end selveste ’Grand Canyon’ og havde rejsen tidsmæssigt holdt sig bare nogenlunde til planen, ville jeg også sagtens kunne havde grinet af det hele (noget vi har gjort efterfølgende)....... Men når toget bryder sammen hver halve time og ellers skal stoppe ved hver eneste lerhytte på vejen, således at Dakar stadig ikke var i sigte den 3 nat, hvor jeg forgæves prøvede at få lidt søvn ovenpå den banankasse jeg ellers sad på... ja så kan jeg godt fortælle jer, at filmen var tæt på at knække.

Men frem kom vi (med ca. 40-50 k/t) og skal da også ærligt indrømme, at der var øjeblikke hvor urinlugten ikke lige krøllede ens næsehår og vi sad på trappen (lykkelige over at døren ikke kunne lukke og toget aldrig var blevet sikkerhedsgodkendt) mens vi nød solnedgangen over Mali og Senegal’s knastørre stepper – og så var det utrolig smukt!
Kl. 6 lørdag morgen (i stedet for torsdag eftermiddag) nåede vi endelig Dakar og havde undervejs lovet hinanden, at når (hvis) vi nåede frem, havde vi fortjent REN LUKSUS! Så vi tjekkede ind på Hotel Al Baraka til 400kr. pr nat – blot for at finde et værelse, hvor der var små 3 kilometer mellem sengene, et barskab bestående af en flaske ubehandlet lokalvand og et bad, som ikke en gang havde nok varmt vand til en af os.....
Så er det hvor man, som Rasmus, sætter sig træt ned på sengen og ligner en gammel mand, som lige har mistet hele pensionen i et spil twist eller hvor man, som jeg, begynder at hikke-grine hysterisk, mens tårerne løber ned af kinderne, som var jeg 7 år og fået visket ordet tissemand i øret ☺











Mange liter vand (varmt/iskoldt) og al slags sæbe samt 6 timers fredfyldt, ikke-lugtende søvn var vi endelig klar til at se lidt på Dakar..... Og hvad var mere passende end at finde et ordentligt sted at spise noget god mad!! Så som nye velduftende mennesker med lækker mad i maven og humøret højt, gik vi ned og så på det brusende Atlanterhav og alle de ørne, som kredsede over det – her sad vi til solen gik ned og havluften blev for kølig. Virkelig rart at se havet igen, skønt at mærke en frisk vind og komme lidt væk fra varme, støvede, smoggede Mali. Bagefter STOR shoppede vi – Dakar har nemlig rigtige supermarkeder – vi købte fransk ost, italiensk pølse, oliven, tomater, rødvin og lækkert brød – alt hvad vi kunne tænke os og som vores nye luksustilværelse foreskrev..... Og her ville det så være rart hvis vores held havde fortsat mere end blot denne ene dag, men nej!!!! For noget i dette ellers så fortrinlige måltid gav Rasmus den vildeste maveforgiftning – og hele den kommende nat samt de næste par døgn stod det bogstavelig talt ud af begge ender. Sådan noget lort – kan man vist roligt sige! Så mens Rasmus enten sov eller sad på toilettet gik jeg mig nogle lange ture i Dakar og så lidt på byen – en vildt dejlig by og langt langt over Bamakos standard. Nå men han kom heldigvis rimeligt hurtigt på højkant igen - godt hjulpet på vej af mit eget personlige rejseapotek og en indisk-født, nogenlunde engelsktalende apoteksguru.












Så med 5 stop-piller i maven og krydsede fingre tog vi færgen til smukke Goree Island, som i tidernes morgen spillede en vigtig rolle i Vestafrikas slavehandel. Øen står næsten uberørt hen med fine gamle koloni-huse (som dog er forfaldet noget med tiden og imidlertid er blevet beboet af lokale håbefulde kunstnere, som gør alt for at sælge til hvide turister) og der var noget idyllerisk og små nostalgisk over hele stemningen på øen, så man næsten glemte, hvilke frygteligheder øen tidligere var omdrejningspunkt for.



Dagen efter tog vi ca. 200km sydpå til Saly (undlader at beskrive køreturen i mini-lokal-bussen, for at det hele ikke skal blive negative-transport-oplevelser, men kan da afsløre, at vi ventede i 3 varme timer på at bussen blev fuld til afgang, hvorefter den blev skubbet i gang af 8 Senegalesere). Saly er en turistby vi var blevet anbefalet hjemmefra med lækre strande og gode hoteller. Hotellerne var udenfor vores budget, så vi tjekkede ind i et billigt, men yderst hyggeligt familie hus til under 100 kr. pr. nat – og strandende levede bestemt op til sit ry, også selvom at der i vores billige ende var etablerede fiskeforretninger direkte i vandkanten, således at vi soppede mellem afhuggede fiskehoveder, ben og indvolde – noget der ikke ligefrem indbød til badning.
Men juleaftens dag lejede vi en 4-hjulet motorcykel og kørte (når denne lokal ejet møg maskine ellers ville køre) ud til en fantastisk lagune og en ren, uberørt strand – hvor vi brugte dagen på at kigge på alle de forskellige fugle, bade i havet, nyde hinanden og ikke mindst roen væk fra aggressive sælgere. Om aftenen spiste vi fisk, mens vi lyttede til bølgerne fra Atlanterhavet og en afrikansk-fortolkning af krybespillet udspillet på nærmeste rigmandshotellet. (Aldrig har Maria været så sort og aldrig har julesamler gået så dårligt i spænd med bongotrommer, som det her var tilfældet – skørt at nogle turister nyder den slags!).

Endelig var det tiden at vende næsen hjem til Mali – denne gang med bil fra Saly og fly fra Dakar. Den 25.12 tilbragte vi sammen med Charlotte og Kim (De to herlige jyder, som jeg ofte bruger mine weekender hos og som jeg låner vaskemaskine mm. af) og en god, dansk hjemmelavet julefrokost samt pakkeleg og ris á la mande – ja tænk så fik jeg alligevel det i 2008. Efter et par luksus døgn i Cite de Niger med vaskemaskine og varmt bad – pakkede vi atter rygsækken for at flyve til Timbuktu.

PS: Hvis I undrer jer over at billederne nu fremover er små, er det fordi Rasmus har lært IT-keglen at formindske dem ... jaja al begyndelse er svær :)