En blandet landhandel del 2.

- lige en information til den knap så vågne læser:
Start med at læse del 1.










Byture og nødopringning:
Derudover har jeg rendt en del i byen her på det sidste, har endelig fundet ’de rigtige steder’ - altså steder hvor de lokale går i byen og musikken er herlige, afrikanske rytmer i stedet for hård tekno, som gamle hvide mænd, villige ludere og rige gangsterlignede maliere hopper forskrækket rundt til.
Og I kan tro, det er sjovt!!!
Der er virkelig gang i den – alle danser - både små, spændstige mini-Michael Jacksons, som glider moonwalk–agtigt rundt og store, bredmåsede afro mamaer, som kan få deres rumpe til at ligne en rytmisk, hypperaktiv hoppebold. Og hvad er det med de mørke kvinder, de kan (sku) noget med den rumpe – hvor jeg (og måske alle os hvide kvinder) kommer til kort! Kan ikke sige andet end det er hurtigt, rytmisk og hvis jeg skal være ærlig piv sexet – godt man ikke er typen, der kan blive misundelig over den slags ☺

På en af disse byture stiftede jeg desværre også bekendtskab med det maliske politi – ikke den sjoveste oplevelse, kan jeg fortælle jer, men syntes nu alligevel, at historien skal ud på bloggen og være med til at nuancere denne en smule. Og rolig mor, Papmor, storesøster m.fl. jeg er HELT ok!!!
Jeg var gået udenfor alene for at trække en smule frisk luft, væk fra varmen og lugten fra ca. 50 hurtigt dansende og kraftigt svedende maliere. Her stod jeg så i høje stiletter, sort kjole og drak en kold gin-tonnic, da en hvid pickup pludselig kørte op på siden af mig og 8-9 uniformklædte, sorte mænd med maskinpistoler hoppede ned og omringende mig, hvormed de også afskar mig muligheden for at komme tilbage til baren og dem jeg fulgtes med.

De begyndte at råbe op – selvfølgelig lynhurtigt fransk – men jeg opfattede da hurtigt, at de ville se mit pas (noget de faktisk ikke har ret til at kræve)... MEN SHIT... ingen pas i dagens gå-i-byen-taske, og pludselig var gode råd dyre...
De ville ha’ mig med op i bilen og begyndte at trække i mig, men de truende råbte af mig – heldigvis reagere jeg først med at blive vred og trodsig mere end bange, hvilket måske var med til at jeg holdt hovedet koldt og ikke med det samme, betalte dem en net sum korruptionspenge. Efter et par forgæves telefonopringninger fik jeg fat i Niels (Økonomifuldmægtig på ambassaden) og heldigvis tog han telefonen kl. halvfire om natten. Han var noget så cool, og da politiet nægtede at snakkede med en repræsentant fra Ambassaden, gav han mig ordre til at blive ved med at snakke med ham, mens jeg brød ud af mængden (fik jeg nævnt at jeg er 162 med stiletter) og ”selvsikkert” gik væk fra dem. Og de opgav da også yderligere forfølgelse, da jeg nåede ind på en nærliggende bar og fik sat mig ved et bord med andre hvide... PYHHAAAA for en oplevelse, og bestemt nok spænding for en nat!!

(Kan desværre tilføje, at denne oplevelse ikke længere står alene, har faktisk prøvet lignende situationer hele 4 gange nu. Og da kopi af pas er blevet fast inventar i gå-i-byen tasken, så er der straks noget andet galt, såsom at man ikke må gå på lige netop den gade om natten, at man skal medbringe Malisk ID-kort osv. Frygteligt ubehageligt hver gang og kun med det formål at få korruptionspenge fra hvide)


Ambassade liv og cykel indkøb:
Har allerede været en lille mdr. på ambassaden, men føler næsten at jeg startede i går – tiden flyver simpelthen af sted. Første uge arbejde jeg non-stop med at opdatere hjemmesiden, super sjovt og herligt at være yderligere en IT-erfaring rigere. Samtidig kan jeg også allerede nu mærke, at der er flere praktisk ad hoc opgaver end jeg havde regnet med: Eks. er jeg blevet sat til at pakke 8 forskellige rapporter, som skulle sendes til samtlige instanser i Mali, som har noget at gøre med vandsektorprogrammet, arkivere diverse filer inden rigsrevisionen kommer i april, så har jeg siddet i receptionen pga. ferie, svaret på danske borgerhenvendelser om bl.a. handelsregistre i Mali osv. Ikke ligefrem drømmeopgaverne, men nok meget sundt at se hvordan en ’rigtig’ arbejdsplads fungerer.

Derudover er jeg så småt begyndt at arbejde med vores kulturprogram, som jeg skal følge det næste halve år og bl.a. være med til at screene og udvælge lokal projekterne for 2009, hvorefter vi sammen med initiativtagerne, den lokale konsulent og lokal udvalget skal planlægge iværksættelsen.
Desuden har jeg lavet en mini 45-sekunders film om Danmark og vores arbejde i Mali, som skal sendes på nationalt TV på EU-dagen 9 maj – lige en opgave for mig!!! Endelig skal jeg på sigt også arbejde med klima/energi og 2 af Mali-folkecenters projekter om folkelig deltagelse samt decentralisering. Så nok at gå i gang med, nu hvor min sikkerhedsgodkendelse ENDELIG er gået igennem – det tog ellers sin tid før PET gav god for mig !


Endelig har jeg købt mig en cykel – og den er en drøm
(hvor har jeg dog savnet at cykle rundt)
– desværre er trafikken et mareridt!!!
Alle trafikkanter kører, som var det et computerspil, hvor det kun gælder om at overleve og komme først i mål.... Temmelig spændende at være rangeret andet nederst i denne fødekæde!
Men jeg kører forsigtigt og undgår de store veje så meget som muligt. Og hvor er det bare herligt, at cykle rundt og se maliernes forbavselse over at se en ’toubabu’ på cykel – For er man hvid, skal man også opføre sig som en (!!!) - og det vil sige køre rundt i en stor diplomat bil med lukkede vinduer. Så når de ser mig komme susende, gennemsvedt og tomatrød i hovedet, stopper de simpelthen op, kigger en ekstra gang, inden de vinkende og grinende sender mig på vej!
ALDRIG har det været sjovere at cykle!!!!
(Tre uge senere kan jeg nu tilføje, at det at cykle stadig dagligt giver mig smil på læben – men at denne enorme opmærksomhed måske også er en smule i overkanten. Jeg kunne seriøst ligeså godt være splitter raggen nøgen og resultatet ville være det samme – men pyt 5-min of fame er vel aldrig af vejen.. og dog??!!)

Billeder er alle taget her i Bamako – lidt fra en sejltur på Niger, et marked jeg tilfældigvis kom forbi og solopgangsbillerne fra mine daglige morgen cykelture. Håber I efter denne laaange opdatering har fået et lille indblik i min sidste tid og at I kan mærke, hvordan jeg nyder livet og min hverdag hernede i varmen.

En blandet landhandel del 1.

Først lige en KÆMPE kærlig hilsen til alle jer, der har ringet, sendt mails, varme tanker mm. og givet udtryk for at bloggen var bagud – dejligt med al den interesse i mit ’Mali Eventyr’.
I kan tro det varmer..! TAK!
Nå men inden sentimentaliteten og mit gode weekendhumør bliver afløst af ’jeg-savner-jer-alle-super-meget-humøret’, må jeg hellere komme i gang med en lille opdatering af den sidste halvanden måned...

Flyttehelvede og happy ending:
Jamen, som I nok husker skulle jeg flytte fra Banankabougou og tættere på byen. Det blev et værre mareridt og en temmelig stresset, for slet ikke at nævne bekostelig affære... Først gennemsøgte jeg lokal aviser, ’amerikanernes –Mali -internetavis’, ringede rundt og ikke mindst benyttede jeg mig af ’kender-du-nogle-der-udlejer-et-værelse teknikken’. Der var bonus efter et par ugers søgen!
Alle mine ting blev pakket - noget, som klart fylder MEGET mere, end den rygsæk jeg kom med for nu knap 8 mdr. siden (skørt lige at tælle det – sikke tiden flyver af sted). Jeg har nu både vakkelvorn skab (foræret), plastik-flet stole, nyindkøbt seng, det mest nødvendige køkkengrej, bøger, samt 10.000 andre småting og unødvendigt, men hyggeligt skrammel. Skab og seng blev læsset på en form for gammeldags trækvogn, som en ung, men bumstærk fyr så ellers skubbede de små 10 km. – resten blev proppet i en lokal, skrot taxa, som kørte i pendulfart fra Banankobougou til Fasa Kanu til alt var installeret i mit nye, nymalede, mini værelse.
Så langt så godt...
Her kunne mit flyttekapitel, så ellers fint være sluttet... MEN NEJ, det var vel næsten for nemt! Anick, som jeg var flyttet sammen med, viste sig hurtigt at være en dårlig blanding af Lotte Heise og Cruella de Vil! - hvilket resulterede i, at hun trods hendes kun 22 år, hver dag af råbte af mig og indførte nye regler for hvad jeg måtte og hvor jeg måtte gå. Dette kulminerede en tirsdag, hvor jeg havde været ude og løbe, og kom hjem og fandt min ost/mælk/yoghurt i den bagende sol – fordi der nu var indført yderligere en regel om, at køleskabet ikke længere var til fælles brug!
SÅ VAR DET NOK FOR UNDERTEGNET ...(!!!)











Boligsøgningen blev atter sat på kogepunktet og tingene, som knap var pakket ud, blev pakket igen... Efter en febrilsk uge på listetærer, kørte flyttelæsset så til Daudabougou, hvor jeg har boet siden i et lille værelse med fan og delt køkken/bad med to herlige tøser (hollandsk og belgisk). Er noget så glad for området og mine nye roomies - minuset ved dette sted er dog, at luftrummet deles med hele tre en halv moské (den fjerde er under udarbejdelse). Dette betyder, at der kaldes til bøn hver morgen kl. 5 i 3*4 sæt højtalere... og så ellers 4 gange mere om dagen, ja hvis da ikke lige Allah har fødselsdag og vi råber/synger/ber’ i alle døgnets 24 timer! SUK (!!) og CHOK, hvor er det højt! Faktisk er det så højt, at telefonsamtaler ... eller bare samtale i det hele taget, er umuligt i dette tidsrum!
Men men men for 3 uger siden flyttede jeg så igen, denne gang ind i Jessica (belgisk x-roomie)’s værelse med aircon og eget toilet/bad... Ja I læste rigtigt – total luksus!
JEG ER VIRKELIG I BOLIG-HIMLEN...!!!
Det havde været aftalen fra begyndelsen (d. 18.02 hvor jeg flyttede ind). Men det havde udlejer imidlertid lige glemt en lille mdr. efter og derfor lovet sammen værelse ud til den nyindflyttede hollandske pige Susan. PANIK (IGEN). For varmen er nu ved at være så ulidelig, at jeg slet ikke kunne overskue at forsætte kun med en lille hjælpeløs fan.. så hvad gør man så, når kompromiser ikke er en mulighed... Man går smilende til udlejer, med lidt ekstra penge på lommen ... og vupti værelset var sjovt nok mit igen! (Siden hen har jeg også fået et låne-køleskab af ambassaden og bolig status er nu total i orden)

Fransk undervisning og ’scooterkørekort’
Ud over at finde ny lerhytte, har jeg også brugt februar på at forbedre mit franske... og må da også indrømme, at der har været en mærkbar fremgang og et par succesoplevelser... eller som jeg ynder at sige hernede...
Un peu de progrès tous les jours!
Og på ambassadens onsdagsmøde fremlægger jeg da også på fransk, selvom det stadig giver mig sved på panden og søvnløse nætter.


For at intensivere undervisningen tog jeg i februar af sted en uge med min nye fransk lærer, hvilket resulterede i et besøg hos hans familie i Segou og snakke- afslapnings tur til Teriya Bugu.


























Teriye Bugu er et bæredygtigt-øko-turist område, som ikke alene byder på smukke Eucalyptus omgivelser nær floden, men også giver mulighed for at ride, svømme, cykle på vandcykel og ikke mindst køre på scooter! JiiiHAAA!! Så ARRÈTER (stop) og ATTENTION (pas på/opmærksomhed) er virkelig noget jeg kan sige på fransk nu, for er der en motor, skal den da også udnyttes til det maximale.

Udover den daglige franske dialog, fik jeg også udfordring i at skulle kokkerere i et afrikansk køkken, hvilket vil sige ris, olie, næsten ingen grøntsager og krydderier – for slet ikke at nævne levende høne. Sendte klart en stille tak til Vesterhusevej og ’deltids-land-opvæksten’ der, ellers var den høne vist aldrig blevet pillet eller fået fjernet indvoldene.... og jaja hvad en dåse bønner/majs sammen med lidt salt og bouleon ikke kan gøre..! Det blev faktisk ganske vellykket og ikke mindst rost til skyerne, men for en halvudsultet afrikaner, er det vel ikke næppe ensbetydende med et kompliment!

I den uge vi var der, boede vi hos Emil, en af min lærers gamle venner, som er bager i dette områder. Så hver morgen kl 5 vågnede vi duften af nybagt brød fra den store lerovn, og sidste dagen bød da også på hjemmelavede croissanter – haps!














Det var en skøn tur og rart endnu engang at lægge Bamakos storby stress bag sig.