Først lige en KÆMPE kærlig hilsen til alle jer, der har ringet, sendt mails, varme tanker mm. og givet udtryk for at bloggen var bagud – dejligt med al den interesse i mit ’Mali Eventyr’.
I kan tro det varmer..! TAK!
Nå men inden sentimentaliteten og mit gode weekendhumør bliver afløst af ’jeg-savner-jer-alle-super-meget-humøret’, må jeg hellere komme i gang med en lille opdatering af den sidste halvanden måned...
Flyttehelvede og happy ending:
Jamen, som I nok husker skulle jeg flytte fra Banankabougou og tættere på byen. Det blev et værre mareridt og en temmelig stresset, for slet ikke at nævne bekostelig affære... Først gennemsøgte jeg lokal aviser, ’amerikanernes –Mali -internetavis’, ringede rundt og ikke mindst benyttede jeg mig af ’kender-du-nogle-der-udlejer-et-værelse teknikken’. Der var bonus efter et par ugers søgen!
Alle mine ting blev pakket - noget, som klart fylder MEGET mere, end den rygsæk jeg kom med for nu knap 8 mdr. siden (skørt lige at tælle det – sikke tiden flyver af sted). Jeg har nu både vakkelvorn skab (foræret), plastik-flet stole, nyindkøbt seng, det mest nødvendige køkkengrej, bøger, samt 10.000 andre småting og unødvendigt, men hyggeligt skrammel. Skab og seng blev læsset på en form for gammeldags trækvogn, som en ung, men bumstærk fyr så ellers skubbede de små 10 km. – resten blev proppet i en lokal, skrot taxa, som kørte i pendulfart fra Banankobougou til Fasa Kanu til alt var installeret i mit nye, nymalede, mini værelse.
Så langt så godt...
Her kunne mit flyttekapitel, så ellers fint være sluttet... MEN NEJ, det var vel næsten for nemt! Anick, som jeg var flyttet sammen med, viste sig hurtigt at være en dårlig blanding af Lotte Heise og Cruella de Vil! - hvilket resulterede i, at hun trods hendes kun 22 år, hver dag af råbte af mig og indførte nye regler for hvad jeg måtte og hvor jeg måtte gå. Dette kulminerede en tirsdag, hvor jeg havde været ude og løbe, og kom hjem og fandt min ost/mælk/yoghurt i den bagende sol – fordi der nu var indført yderligere en regel om, at køleskabet ikke længere var til fælles brug!
SÅ VAR DET NOK FOR UNDERTEGNET ...(!!!)
Boligsøgningen blev atter sat på kogepunktet og tingene, som knap var pakket ud, blev pakket igen... Efter en febrilsk uge på listetærer, kørte flyttelæsset så til Daudabougou, hvor jeg har boet siden i et lille værelse med fan og delt køkken/bad med to herlige tøser (hollandsk og belgisk). Er noget så glad for området og mine nye roomies - minuset ved dette sted er dog, at luftrummet deles med hele tre en halv moské (den fjerde er under udarbejdelse). Dette betyder, at der kaldes til bøn hver morgen kl. 5 i 3*4 sæt højtalere... og så ellers 4 gange mere om dagen, ja hvis da ikke lige Allah har fødselsdag og vi råber/synger/ber’ i alle døgnets 24 timer! SUK (!!) og CHOK, hvor er det højt! Faktisk er det så højt, at telefonsamtaler ... eller bare samtale i det hele taget, er umuligt i dette tidsrum!
Men men men for 3 uger siden flyttede jeg så igen, denne gang ind i Jessica (belgisk x-roomie)’s værelse med aircon og eget toilet/bad... Ja I læste rigtigt – total luksus!
JEG ER VIRKELIG I BOLIG-HIMLEN...!!!
Det havde været aftalen fra begyndelsen (d. 18.02 hvor jeg flyttede ind). Men det havde udlejer imidlertid lige glemt en lille mdr. efter og derfor lovet sammen værelse ud til den nyindflyttede hollandske pige Susan. PANIK (IGEN). For varmen er nu ved at være så ulidelig, at jeg slet ikke kunne overskue at forsætte kun med en lille hjælpeløs fan.. så hvad gør man så, når kompromiser ikke er en mulighed... Man går smilende til udlejer, med lidt ekstra penge på lommen ... og vupti værelset var sjovt nok mit igen! (Siden hen har jeg også fået et låne-køleskab af ambassaden og bolig status er nu total i orden)
Fransk undervisning og ’scooterkørekort’Ud over at finde ny lerhytte, har jeg også brugt februar på at forbedre mit franske... og må da også indrømme, at der har været en mærkbar fremgang og et par succesoplevelser... eller som jeg ynder at sige hernede...
Un peu de progrès tous les jours!
Og på ambassadens onsdagsmøde fremlægger jeg da også på fransk, selvom det stadig giver mig sved på panden og søvnløse nætter.
For at intensivere undervisningen tog jeg i februar af sted en uge med min nye fransk lærer, hvilket resulterede i et besøg hos hans familie i Segou og snakke- afslapnings tur til Teriya Bugu.
Teriye Bugu er et bæredygtigt-øko-turist område, som ikke alene byder på smukke Eucalyptus omgivelser nær floden, men også giver mulighed for at ride, svømme, cykle på vandcykel og ikke mindst køre på scooter! JiiiHAAA!! Så ARRÈTER (stop) og ATTENTION (pas på/opmærksomhed) er virkelig noget jeg kan sige på fransk nu, for er der en motor, skal den da også udnyttes til det maximale.
Udover den daglige franske dialog, fik jeg også udfordring i at skulle kokkerere i et afrikansk køkken, hvilket vil sige ris, olie, næsten ingen grøntsager og krydderier – for slet ikke at nævne levende høne. Sendte klart en stille tak til Vesterhusevej og ’deltids-land-opvæksten’ der, ellers var den høne vist aldrig blevet pillet eller fået fjernet indvoldene.... og jaja hvad en dåse bønner/majs sammen med lidt salt og bouleon ikke kan gøre..! Det blev faktisk ganske vellykket og ikke mindst rost til skyerne, men for en halvudsultet afrikaner, er det vel ikke næppe ensbetydende med et kompliment!
I den uge vi var der, boede vi hos Emil, en af min lærers gamle venner, som er bager i dette områder. Så hver morgen kl 5 vågnede vi duften af nybagt brød fra den store lerovn, og sidste dagen bød da også på hjemmelavede croissanter – haps!
Det var en skøn tur og rart endnu engang at lægge Bamakos storby stress bag sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar