To keep in mind

Lige en lille tanke til jer alle nu hvor sneen så småt er kommet, og vinduerne er stoppet med glitrende hjerter, skinnende julekugler og mekaniske nisser ude af takt ....
En tanke inden I kaster jer hovedkulds ud i jule-shopperiet blot for at stresse over hvilke uundværlige gaver, I dette år skal sprænge budgettet med.....

Så de her børn i går, som legede med hjemmebyggede drager af skraldeposer, og de grinede så hjerteligt og smittende, at jeg ikke kunne lade vær med at grine med.
Noget der fik mig til at tænke og skrive denne lille bøn til jer derhjemme.

Husk julehyggen – Husk at nyde hinanden
- det er det, det handler om og det jeg vil savne!!
... har sagt det før drop de gaver eller skru i det mindste ned for blusset!!!!

Indvielse af kvindecenter i Garalo og Koumantou

Efter diverse taler fra borgmestre, embedsmænd, foregangskvinder, MFCs egen direktør Ibrahim Togola og en enkelt general var det tid til trommer, sang og noget fantastisk extacy-lignende afrodans og endelig klippede Margit Thomsen, vores daværende ambassadør, det fine hvide silkebånd over.
En, to, tre.. KLIP!
Så hurtig gik det...... Mon hun var klar over at det havde taget os små 3 timer på at finde silkebånd på det store marked i Bamako – for slet ikke at nævne den saks hun brugte var hentet fra nabokommunen, da de tre eneste sakse vi kunne støve op i hele Garalo ikke kunne klippe. Eller at folk havde arbejdet i døgndrift hele ugen på at færdiggøre bygningerne på rekord tid, og at natten inden havde 7-8-årige drenge bygget pavillonen af store, tunge jernpæle, som ville havde givet enhver bodybuilder sved på panden. Eller at kvinderne denne dag igen var gået mange mange kilometer fra de omkringliggende 37 landsbyer med børn på ryggen og diverse kilo på hovedet blot for at bidrage til åbningsceremonien med farveri sang, musik og dans..........
Om hun vidste det eller ej, kan jeg ikke sige – men hun var glad, rørt og fik bestemt erklæret centrene for åbne på rigtig ambassadør-facon.
Og der stod de så, de nye bygninger, hvor maling knap nok var tør, og skulle danne rammen for ’Women’s Cooperative in Garalo and Koumantou Commune’.
En del af MFC projektet Sinsibere og Yere Yiriwa, hvor kvinderne får hjælp til at erstatte indkomsten fra skovfældning med andre indkomstkilder såsom Shea Butter, nødder, honning mm. og centrenes formål er at bistå med ekspertise til at forarbejde og konservere disse produkter, så de kan sælges med større afkast på markederne.

Bestemt skægt at prøve at arrangere sådan en indvielse og vildt at få en indsigt i hvilke tappernakkel og 4-døgns stress sådan et arrangement kræver.

More pics. from Didiéni og landsbyerne omkring

Fantastiske Didiéni

Små irriteret over at ha’ ventet halvanden uge på denne felt tur og at MFC igen inddrog min weekend til arbejde, tog jeg af sted mod Didiéni – men allerede få minutter efter med vind i håret og nye indtryk i næsen var irritationen og Bamakos storby-stres glemt.
Jeg tog af sted med to herlige fyre Sinaly og Sila, med et dårligere engelsk end mit franske – noget som de følgende døgn gav anledning til diverse misforståelser og stor morskab for os alle, når vores cocktail (af mit franske, deres engelske, en skvis Bambara, min ordbog samt et ihærdigt tegn- og kropsprog) fejlede totalt.
Formålet med turen var, at jeg skulle se de ca. 120 hektar Jatropha plantations, der er i området og den dertilhørende energistation, som ligger i landsbyen Tabakoro.














Facts om projektet:
MFC har siden 1999 arbejdet med udbredelsen af Jatropha planten i Mali, da denne plante kan overleve med kun ca. 400 - 600 mm årligt nedbør, hvilket gør den perfekt til Malis tørre og barske klima – der, som I kan se på billederne, gør at mange andre planter bukker under.
Samtidig gror planten hurtigt og kan dermed bruges til at modarbejde ørkenspredningen gennem en bibeholde af vegetationen i området og samtidig modvirke erosion. Desuden kan Jatropha bruges som levende hegn, da dyrene ikke spiser den og har da også været brugt sådan i mange generationer.
Frøene, som består af 47% olie, har kvinderne traditionelt brugt til sæbe og man er først senere blevet opmærksom på, at denne olie kunne bruges til biobrændsel. En yderst vigtig faktor for udviklingslandene, der ikke har de økonomiske midler, som den øgede konkurrence på benzin kræver, og som derfor på sigt ville sakke yderligere bagud, hvis der ikke findes en mere holdbar løsning.
– og til jer, som ikke har fået nok info om denne plante
tjek www.malifolkecenter.org ☺


Det var i sig selv ikke skide spændende at nærstudere den ene grønne plante efter den anden, række efter række og hektar efter hektar i 44 graders bagende varme. Men at sidde bag på Silas motorcykel og give den fuld gas ud over de tørre stepper, mens øjnene bare stirrede sig blindt på det ene smukke sceneri efter det andet og tankerne fik frit løb, var intet mindre end fantastisk!!!!


Men også barsk at se, hvordan jorden, kun 2 uger efter regntiden, stikker sit røde, knastørre, sprækkede ansigt frem alle vegne og hvordan træerne, markerne og græsset, som før stod i sprudlende, grønne nuancer, nu kun er indtørrede gul-brune, visne totter, som venter på at forsvinde helt. Svært at forestille sig at bo og overleve i sådant et klima, hvor man er henstillet til vand fra et vandhul, hvor mængden af vand falder fra dag til dag, og hvor høsten skal brødføde alle sultne munde helt frem til den livgivende regn i Juni.
Barsk at se alle de børn, hvis løbende næser, tynde arme og fodboldlignede maver vidner om en fattigdom, vi på ingen måde kan forestille sig, og som vi med diverse ’nødlidende- kampagner’ er blevet trætte af at se på. Men trods denne enorme fattigdom blev jeg kun mødt at smittende smil, varm latter og nysgerrige blikke – simpelthen utroligt og lige præcis det, der gjorde turen uforglemmelig!!


Aftensmaden var på rigtig afrikansk facon, hvilket vil sige ris med noget smagfuldt, men temmelig ubestemmeligt kød, formet med fingrene og så nærmest kastet ind i munden (ikke så nemt som det lyder, skulle jeg hilse og sige – men sjovt at prøve). Og når man støder på ben, sener og andet uspiseligt, hvilket man gør jævnligt, så spytter man det bare ud på gulvet omkring en. En noget andet madkultur end vores, hvor man ikke engang smasker ved bordet.
Noget jeg også erfarede på den 5-timers- lange bustur hjem, hvor gulvet mildest talt var mere madrester end gulv, og hvor børnene brugte de nu tømte skåle, som potter, og dermed fuldendte sanseindtrykket til det maksimale.



Aftenerne gik med at ’snakke’, hygge, lytte til afrikansk musik afspillet på gamle mobiler, øve glemte salsa trin, drikke traditionel the og endelig beundre den helt ubeskrivelige stjernehimmel, som kun rigtig kan ses i en landsby uden elektricitet.

Endnu en fieldtrip jeg sent vil glemme, og som jeg nu er lykkelig over at bruge min weekend på ☺

- og nå ja tog et billede af denne lille forretning, som for småpenge oplader mobiltelefoner via solenergi – super smart og til stor glæde for landsbyen! Så imponerende, som de maliere klarer sig med det, de har.