Efter diverse taler fra borgmestre, embedsmænd, foregangskvinder, MFCs egen direktør Ibrahim Togola og en enkelt general var det tid til trommer, sang og noget fantastisk extacy-lignende afrodans og endelig klippede Margit Thomsen, vores daværende ambassadør, det fine hvide silkebånd over.
En, to, tre.. KLIP!
Så hurtig gik det...... Mon hun var klar over at det havde taget os små 3 timer på at finde silkebånd på det store marked i Bamako – for slet ikke at nævne den saks hun brugte var hentet fra nabokommunen, da de tre eneste sakse vi kunne støve op i hele Garalo ikke kunne klippe. Eller at folk havde arbejdet i døgndrift hele ugen på at færdiggøre bygningerne på rekord tid, og at natten inden havde 7-8-årige drenge bygget pavillonen af store, tunge jernpæle, som ville havde givet enhver bodybuilder sved på panden. Eller at kvinderne denne dag igen var gået mange mange kilometer fra de omkringliggende 37 landsbyer med børn på ryggen og diverse kilo på hovedet blot for at bidrage til åbningsceremonien med farveri sang, musik og dans..........
Om hun vidste det eller ej, kan jeg ikke sige – men hun var glad, rørt og fik bestemt erklæret centrene for åbne på rigtig ambassadør-facon.
Og der stod de så, de nye bygninger, hvor maling knap nok var tør, og skulle danne rammen for ’Women’s Cooperative in Garalo and Koumantou Commune’.
En del af MFC projektet Sinsibere og Yere Yiriwa, hvor kvinderne får hjælp til at erstatte indkomsten fra skovfældning med andre indkomstkilder såsom Shea Butter, nødder, honning mm. og centrenes formål er at bistå med ekspertise til at forarbejde og konservere disse produkter, så de kan sælges med større afkast på markederne.
Bestemt skægt at prøve at arrangere sådan en indvielse og vildt at få en indsigt i hvilke tappernakkel og 4-døgns stress sådan et arrangement kræver.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar