Bagsiden af medaljen

Hvor mange af os skænker nogensinde den poliovaccine vi fik som barn en tanke? Ingen! Men efter jeg er kommet til Mali gør jeg det dagligt, hver eneste gang jeg møder endnu en haltende stakkel på krykker eller som kommer trillende på et hjemmebygget skateboard med dåse-hjul. Her er så mange af dem – den ene mere fattig, forhutlet og desperat end den anden.
Men én mand tror jeg aldrig jeg vil glemme. Hans billede sidder printet på min nethinde, og jeg føler mig stadig skyldig over, at jeg blev så befippet, at jeg ikke engang gav ham nogle småpenge til mad. Noget jeg desværre ikke kan gøre om, og som plastre på mit eget sår, kan jeg i stedet fortælle jer om hans skæbne – og hvem ved måske yderligere en dansker vil takke staten for vores poliovaccine eller støtte de udviklingslande, som har brug for hjælp.

Jeg mødte ham for ca. to uger siden på vej til arbejde. Han kom ’gående’ på vejen imod mig, men jeg så ham først, da han var så tæt på, at jeg nærmest var faldet over ham. Han gik langsomt og vaklende på hænderne, men for fattig til at beskytte disse med den hårde og brændende asfalt. Begge hans ben var døde og hang som slatne, deforme selleri, der vidnede om endnu et poliooffer. Ubrugelige og kun en byrde han ville være bedre foruden. Det ene ben var bundet op bag om ryggen rundt om hans hals og det andet ben bar han besværet i munden. Hans øjne var slørede og udtryksløse, håret en sammenfiltret masse med små kviste og andet skidt. Munden et stort sår med tyk og stivnet betændelse – fluerne sværmede og mæskede sig i det eller kravlede ind i hans øjne. Jeg kan ikke sige, hvor gammel han var, men er sikker på, at det hårde liv han levede, har sat sinde tydelige spor – det har det i hvert fald hos mig. Og hans lugt af at være fattigere og mere hjælpeløs end tiggerne hænger stadig i min næse.

En lille episode blandt mange
– skrevet fordi jeg havde brug for det, for at nuancere min blogs solstrålehistorier, da Mali desværre er meget andet end det og ikke mindst for at give jer derhjemme en svag indsigt i fattigdommen hernede. En fattigdom som alt for ofte tager pusten fra mig og som gør mig flov – ikke over vores velstand, men at vi ikke værdsætter den.

Sidst da jeg gik ud med mit skrald, som for mig virkelig ikke var andet end skrald, så jeg hvordan 8-9 børn kaster dig over den, sloges så blodet næsten flød og endelig den lykke vinderne udstrålede, når de løber af med sejren. En sejr som var en slat mugne majs, en konservesdåse og 2 halvgamle indtørrede æbler, som jeg ikke gad spise.

Så tænker man sig lige om en gang til.....